28. marts 2024

Hadsten Optik: Vi har faktisk travlt

Mens mange andre desværre må holde lukket for tiden, så må optikerne faktisk gerne holde åbent, og det glæder de sig naturligvis over i Hadsten Optik, hvor der nok at lave. Det er dog ikke strøgkunder der kommer, men folk der primært har bestilt tid i forvejen.

Så det er travlt på en anden måde end vanligt, da kalenderen lige nu er helt fyldt op med aftaler, mens de mere spontane kunder for en stund er i undertal. ByensNyt kiggede forbi brillebutikken, hvor Linda der tidligere var fastansat, er tilbage som afløser i den kommende periode, så hende kan man også få et glædeligt gensyn med, hvis man alligevel skal ind i butikken.

“Vi har faktisk travlt, det kan vi vel godt sige at vi har”, siger Linda ud i butikken, hvor Laura og Didde der også er på arbejde, nikker anerkendende. “Det er lidt anderledes end det plejer, fordi det er primært kunder der har bestilt tid i forvejen, der kommer lige nu, så kalenderen er helt fyldt. Folk er rigtig gode til at ringe til os, i stedet for at de dropper ind fra gaden, så vi har ikke mange spontane kunder i denne tid”

Kunderne er også gode til kun at komme en eller to personer ad gangen, og ofte spørger de på forhånd, om de må tage manden eller konen med, hvis der skal vælges nye briller.

“Folk er meget hensynsfulde og forstående over for situationen, og vi oplever ofte, at de spørger på forhånd, om de må tage manden eller konen med, hvis det er fordi de skal vælge et nyt stel. Alle er gode til at holde afstand og spritte af, så det hele virker trygt. Vi har også fået en ny maskine med UV-stråler, hvor brillerne kommer i efter at en kunde har brugt dem, så de er helt sterile til næste kunde, og det tænker jeg da, at vi fortsætter med, også når alt det her er ovre”, lyder det fra Linda der tilføjer, at kalenderen er fyldt op helt frem til næste torsdag.

Hadsten Optiks nye UV-rensemaskine, der sørger for at brillerne er helt rene, når kunderne skal prøve dem
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler