29. marts 2024

“Nu har vi vist fået puklen væk”

Den 6. april kunne frisørerne igen klippe løs, og efter mere end fire måneders nedlukning, var store dele af Hadstens befolkning godt langhåret, så der var derfor kunder fra morgen til aften i de første mange uger.

Et stykke inde i maj, er der nu ved at være styr på hårpragten hos de fleste igen, og hos Byens Frisør kan man melde om mere normale tilstande, efter en måned med mange timers ekstra klipning og minimalt med fridage.

“Vi har haft rygende travlt indtil sidste uge, hvor det begyndte at stilne lidt af, så nu har vi vist fået puklen væk. Der er i hvert fald mere ro på nu, så selvom at vi har været glade for at have kunderne tilbage, er det også rart, at vi kan trække vejret lidt mere roligt”, kommer det med et smil bag ansigtsmasken på Bente, der ejer Byens Frisør.

“Klipningerne har taget lidt længere tid, fordi folk var blevet så langhåret, og vores støvsuger der suger håret op, er også blevet tømt en del mere, simpelthen fordi, at folk har haft meget mere hår”

Normalt på denne tid er der gang i konfirmationer og mange holder også bryllup i foråret, men det meste af det er udsat til efter sommerferien, så det kunne godt se ud til, at det bliver en mere rolig periode der kigges ind i.

“Konfirmationerne er jo udskudt, og vi kan også godt mærke, at der er ikke mange der skal til fest, så det kunne godt se ud til, at det først er efter sommerferien, at vi igen får rigtig travlt igen, så nu kan vi lige puste ud, og igen få mere end en fridag om ugen, hvilket også er tiltrængt”, fortæller Wendie, der er Bentes datter og salonens anden frisør.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler