21. april 2021

OnlineSynlighed.dk fejrer 10 år i Hadsten

Det digtiale bureau OnlineSynlighed.dk kan i år fejre 10 års fødselsdag og har gennem alle årene som i dag hjemsted i Hadsten.

Og ifølge indehaver og direktør John Nielsen går det godt i virksomheden: ”Vi har nu været i byen i 10 år, og på trods af Corona klarer vi os rigtig fint. Vi håber og regner derfor også med, at vi bliver ved med at være her i et godt stykke tid endnu”, siger han.

I forbindelse med OnlineSynlighed.dks 10 år i Hadsten, har vi valgt at stille nogle spørgsmål til John Nielsen om virksomheden og tiden som iværksætter i Hadsten.

Du stiftede OnlineSynlighed.dk i Hadsten i 2011. Hvad er der sket siden da?

”Siden jeg stiftede OnlineSynlighed.dk i 2011, er vi vokset ud af iværksættermiljøet i den gamle banegård, hvor jeg i sin tid startede virksomheden. OnlineSynlighed.dk er dermed udsprunget af iværksættermiljøet, hvor det i starten kun var mig i virksomheden. Nu er OnlineSynlighed.dk vokset til en succesfuld virksomhed med flere ansatte i teamet og loyale kunder. Vi ligger stadig centralt placeret i Hadsten tæt på togstationen. Det gør blandt andet, at vi også kan tiltrække specialister, der bor uden for kommunen.”

Hvorfor valgte du at stifte og drive din virksomhed i Hadsten?

”Hadsten havde det mest udtalte iværksættermiljø. Jeg bor selv i Favrskov kommune, og som digital iværksætter havde Hadsten det bedste iværksættermiljø med gode muligheder for iværksættere, der ønsker at opstarte egen virksomhed.”

Det virker til, at Hadsten har haft stor betydning for virksomheden. Hvad med kunderne er de også lokale?

”Hadsten har haft rigtig stor betydning for OnlineSynlighed.dk. Da jeg startede OnlineSynlighed.dk var kunderne primært lokale virksomheder i Hadsten. Vi er stadig lokalt funderet, men har i dag kunder i hele landet. Vi servicerer derfor både store og små virksomheder på tværs af forskellige brancher. Her hjælper vi med at skabe øget digitalisering og merværdi gennem online markedsføring.”

John og hans team i OnlineSynlighed.dk har blandt andet hjulpet restauranten Skafferiet og ginbaren Two Socks, der begge må holde lukket som følge af regeringens restriktioner, med at digitalisere deres forretning for at holde gang i salget under Corona.

Derudover har OnlineSynlighed.dk et langvarigt samarbejde med Webapoteket, som er en af de lokale e-handelsfyrtårne i Hadsten, der har oplevet stor vækst og fremgang under Corona.

”Vores mål i OnlineSynlighed.dk er at gøre en forskel for andre virksomheder. Det er det, der er med til at drive forretningen og sikre os et langvarigt samarbejde med kunder som blandt andet Webapoteket. Vi vil gerne måles på det vi gør, og hvis ikke vi gør en forskel, så kan vi ikke have de langvarige samarbejder med kunderne, som vi har.”

John Nielsen og hans team har desuden været fødselshjælpere på Byens Nyt: ”Vi har været med til at bakke op om og skabe fundament for Byens Nyt og det har været en sjov og spændende opgave. Derudover er OnlineSynlighed.dk også partnere på det lokale medie og vi glæder os også over den flotte udvikling i antallet af følgere på mediet. Det er dejligt at være med til at starte noget op, der får så god succes”, siger John Nielsen afslutningsvist.

OnlineSynlighed.dk med John Nielsen i spidsen, startede således ud som en lille iværksættervirksomhed i Hadsten, og kan nu kan fejre 10 år som et af de mest succesfulde digitale bureauer i byen.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er medstifter af og formand for Favrskov Revyen i Hadsten. Han er derudover formand for Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, næstformand for Favrskov Gymnasium og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler

Vejret i 8370

Hadsten
broken clouds
8.5 ° C
10 °
7.8 °
50 %
11.3kmh
75 %
ons
8 °
tors
11 °
fre
10 °
lør
9 °
søn
11 °