Udvalgsformand Inge Svendgaard, Hadsten Inner Wheel og Ellis Nielsen og Pernille Bramsen fra Møllegården. Foto: Hadsten Inner Wheel.

Der var glæde på Møllegårdens demensafsnit da Hadsten Inner Wheel forleden var forbi med en flot donation på 10.000 kr.

Hadsten Inner Wheel bliver i år 50 år og har tidligere på året afholdt en intern auktion, hvorfra man besluttede, at overskuddet skulle gå til et lokalt godtgørende formål og i den forbindelse faldt valget på Møllegårdens demensafsnit.

Det var Inner Wheels udvalgsformand Inge  Svendgaard der mødte op med donationen og hun blev taget godt imod af Ellis Nielsen og Pernille Bramsen fra Møllegården.

Plejecenter Møllegården. Foto: Favrskov Kommune

Donationen har stor betydning for demensafsnittet og det muliggør, at man nu kan gøre noget ekstra for afsnittets brugere som f.eks at tage på ture, så donationen vakte naturligvis stor glæde på stedet.

Inner Wheel er et internationalt netværk af kvinder og er en del af en verdensomspændende organisation med klubber i mere end 100 lande, der har til formål at fremme venskab, hjælpsomhed og international forståelse. Inner Wheel-klubben i Hadsten, er en aktiv og dynamisk klub med ca. 35 medlemmer, der i år har eksisteret i 50 år.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er medstifter af og formand for Favrskov Revyen i Hadsten. Han er derudover formand for Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, næstformand for Favrskov Gymnasium og medforfatter på to bøger.