1. december 2020

Anders G bliver Venstres spidkandidat til regionsvalget

Den tidligere borgmester i Hadsten og Favrskov Anders G. Christensen blev i aftes indtillet som spidkandidat for Venstre til regionsrådsvalget, der finder sted den 16. november 2021.

Officielt finder valget af spidskandidat først sted den 3. november på et virtuelt møde, men da der ikke er fremkommet alternative kandidater til posten, er valget en ren formalitet. Anders G. skal således forsøge at vælte sin navnebror Anders med efternavnet Kühnau som formand for regionen, og Hadsten får dermed sin helt egen kandidat til formandsposten i regionen.

Anders G: “Det er en opgave jeg ser frem til”

“Jeg er da både stolt og glad og takker ydmygt for opbakningen. Det er en opgave, som jeg ser frem til, og det er en stor opgave, jeg har fået”, siger Anders G. Christensen til ByensNyt.

“Regionen har haft rødt flertal, siden den blev dannet, så jeg skal se, om vi i Venstre sammen med de øvrige borgerlige partier kan ændre på det. Vi går nu i gang med at formulere det endelige valgprogram. Jeg går ydmygt ind til den udfordring, det er, at få overbevist østjyderne om, at vi har et bedre svar på de sundhedsmæssige udfordringer end den ledelse, Regionen har i dag” siger han.

“Vi ønsker at sætte patienten før systemet, og vi skal være dygtige til at synliggøre, at de mest specialiserede opgaver varetages bedst på de store sygehuse, mens de mere almene behov skal dækkes af sundhedshuse og store lokale lægepraksisser. Det bliver en udfordring at sikre at få den bredest mulige dækning af praktiserende læger, men det er en opgave som vi skal lykkes med”.

Fælles løsning til psykiatriområdet

“Derudover har vi jo set, at psykiatriområdet har fået et stort og fortjent fokus. Hverken Venstre eller Socialdemokratiet har hidtil haft succes med finde de rigtige løsninger, og det vil jeg se som en vægtig opgave, som vi skal være i stand til at løse i fællesskab. Jeg har respekt for, at man har dannet en psykiatriliste, der alene har haft til formål at forbedre dette område, men vi skal i de eksisterende politiske partier kunne skabe de gode svar, uden at der behøver være en separat liste, der skal tage det hensyn”, lyder det fra Anders G. Christensen.

Venstre går nu i gang med at finde de kandidater, der skal bistå Anders G. på listen, og det er han sikker på, at de nok skal lykkes med, siger han.

Vikar i Folketinget igen

Anders G. får en travl tid i det næste halve år. For som første suppleant for Venstre til Folketinget er han også i venteposition til at afløse Britt Bager, når hun går på barsel. Hvornår det sker, er dog ikke afklaret endnu.

“Jeg venter tålmodigt. Jeg har bestemt forståelse for, at Britt har stor erfaring på medieområdet, og må i sagens natur derfor være den, der bedst varetager Venstres interesser i medieforliget. Det starter formentlig med en beslutning om Danmarks Radio allerede i år og dernæst efter årsskiftet de øvrige områder. Jeg anerkender fuldt ud, at Brit prioriterer medieforliget, og jeg står klar i kulissen og hopper ind, så snart man ønsker det. Hvis det sker med kort varsel, så er det jo spillets regler, og om det så bliver i januar, februar eller marts, så er jeg selvfølgelig klar”, siger Anders G. Christensen.

Anders G. Christensen er 58 år og bor på Lyøvej i Hadsten med sin kone Jane. Sammen har de tre børn og to plejebørn. Anders G. Christensen er byrådsmedlem og formand for kommunens miljø og teknikudvalg og besidder derudover en række bestyrelsesposter.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er medstifter af og formand for Favrskov Revyen i Hadsten. Han er derudover formand for Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, næstformand for Favrskov Gymnasium og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler

Vejret i 8370

Hadsten
overcast clouds
4.2 ° C
5 °
3.9 °
100 %
1.5kmh
100 %
tirs
5 °
ons
5 °
tors
4 °
fre
4 °
lør
5 °