Denne artikel er en hyldest til Holger Madsen, intet mindre. En mand der i den grad har kæmpet for tingene, og nu som 66 årig, har fundet lykken og er klar til en ny start.

Holger har boet i Hadsten siden 2007, da en skilsmisse krævede nye omgivelser. Valget faldt blandt andet på Hadsten fordi at han på det tidspunkt var selvstændig som ”Den rullende vikar”, der hjalp mindre virksomheder med deres regnskaber, og havde en del relationer til byen af den vej.

Sygdom har været en del af Holgers liv, faktisk helt fra barndommen, hvor han udvikler gigt i ryggen, dog uden at han på det tidspunkt ved det. Det finder han først ud af mange år senere, men det kommer vi tilbage til. Han får også psoriasis, og for lige at toppe den, så får han også konstateret diabetes. Det var der nok mange der var knækket på, men Holger tog kampen op i stedet.

”Jeg er vant til at bide mig fast i bordkanten, fordi jeg har været selvstændig, og været vant til at løse en masse opgave for mine kunder. Det der nok har gjort mest ondt, har været at jeg var nødt til at opgive min virksomhed i 2012, fordi jeg simpelthen var så syg, samtidig med at jeg havde masser af kunder. Jeg lå med over 40 i feber og et infektionstal på den forkerte side af 300, og lægerne i Randers kunne ikke finde ud af, hvad der var galt, så det var en meget stressende periode”, fortæller Holger til ByensNyt.dk.

Lægerne fandt til sidst ud af, at Holger havde rygsøjlegigt, og sammenholdt med at han også havde psoriasis, psoriasisgigt samt diabetes, så var sagen klar. Drømmen om at fortsætte som selvstændig var dømt ude. Efter en længere periode med at finde ud af, hvad der så skulle ske, endte det med, at Holger kom på efterløn, hvilket er det bedste der sket for ham længe. Og for to år siden, kom så det helt afgørende, nemlig at han begyndte at få biologisk medicin der gør, at han er sluppet helt af med sin psoriasis.

”Grunden til, at jeg ikke har fået tilbudt den behandling før, er fordi at jeg egentligt ikke kan tåle pencilin, da jeg som barn fik for meget på et tidspunkt. Derfor var jeg til sidst nødt til at banke i bordet og sige, at jeg har ikke noget liv, og det førte så heldigvis til, at fik muligheden for at få disse indsprøjtninger. Det har vendt op og ned på mit liv, fuldstændig, og gjort at jeg ikke længere er plaget af psoriasis. Det har jo så også medført, at jeg igen har fået mod på, at finde en kæreste, hvilket så faktisk også er lykkedes”, lyder det glad fra Holger, der tilføjer:

”Jeg vil godt sende en stor tak til lægerne i Ågade, som har fulgt mig og støttet mig i mange år, hvor også fysioterapeuterne i Ågade har været en aktiv medspiller. Lægerne på Skejby, både diabetes og led og bindevævsafdelingerne har haft stor betydning for, at jeg er, hvor jeg er i dag”

Klar til en ny start i Aalborg

Hans udkårne hedder Helle, og de mødte hinanden for første gang i påsken, og det var kærlighed ved første blik. Helle bor i Aalborg, og tanken var til en start at se sommeren an, men tingene er gået slag i slag, og nu er Holger faktisk på vej til at flytte til Aalborg.

”Helle forstår mig, og hun har også haft sit at slås med, men vi er gode for hinanden og gode til at give hinanden plads, og jeg er simpelthen så lykkelig. Nu kaster jeg mig ud i et nyt eventyr, og flytter op til Helle, som bor i et seniorfællesskab i Aalborg. Min datter bor i Støvring, så hende kommer jeg også tættere på. Det er en ny start, og det glæder jeg mig i den grad til. Jeg er allerede blevet meldt ind i Aalborg Sangforening, som bliver afløseren for Hadsten Sangforening, som jeg har været medlem af i mange år, og har haft mange gode stunder med, og så ser jeg frem til at få en hverdag med Helle, hvor vi sammen skal leve sundt. Vi snakker sammen som om, at vi har kendt hinanden i 50 år, og vi ved nærmest allerede, hvordan den anden tænker, så det er da også lidt af en solstrålehistorie”

Når disse linjer læses, så er Holger flyttet til Aalborg, hvor der nu venter ham et nyt, sundt seniorliv, sammen med Helle.

Holger er klar til at køre mod Aalborg, efter at lejligheden i Hadsten er pakket ned
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.