28. marts 2024

Gert Jensen: Der var mere sjov og ballade før i tiden

I august rundede Gert Jensen 40 års ansættelse i Aarhus Kommune, noget af en sjældenhed i dagens Danmark. I de mange år har han været vidt omkring i kommunen, og oplevet, hvordan udviklingen har gjort det til en mere moderne og effektiv arbejdsplads.

Om han selv havde forudset, at han ville runde 40 år i Aarhus Kommune, da han 1. august 1980 stemplede ind, skal være usagt, men faktum er, at han i år rundede det næsten magiske tal. Gert har dog ikke været i samme afdeling i alle årene, men været vidt omkring, hvilket har gjort jobbet alsidigt. Fælles har dog været, at han hele tiden har arbejdet med økonomi.

”Jeg blev uddannet i Randers Kommune, og egentlig var det planen, at jeg skulle have fortsat der, men da Lis (Gerts kone, red) søgte og fik job i Danske Bank i Aarhus, søgte jeg også arbejde i Aarhus, og det lykkedes at få job ved Aarhus Kommune ved Hovedbogholderikontoret i Borgmesterens Afdeling. Det var et sjovt sted at komme hen men også ret støvet. Aldersforskellen på de fleste andre og mig var stor, mange af mændene var 60+, og det kørte meget efter devisen: Det plejer vi at gøre, ikke så meget nytænkning, men jeg kunne egentlig godt lide det, og så havde jeg nogle gode kolleger”, fortæller Gert og fortsætter:

”Der var mere sjov og ballade før i tiden, hvor julefrokosten/nytårsfrokosten var ret vilde. Folk blev fulde og kunne finde på at kaste kanonslag ud af vinduet, og der var helt klart mere frihed end i dag. Tingene og tilstandene er blevet mere benhårde i dag, og i takt med digitaliseringen, så er det noget helt andet i dag, end dengang”.

En af dem, der har gjort størst indtryk på Gert er Thorkild Simonsen, der i en lang årrække var borgmester i kommunen, og ham fik Gert lov til at arbejde sammen med ved flere lejligheder.

”Thorkild Simonsen er klart et forbillede, og en person som jeg havde stor respekt for. Jeg havde den store glæde at arbejde sammen med ham ved flere lejligheder og har altid fornemmet, at folk havde stor respekt for ham, og han var en person der godt kunne lide punktlighed og at der skete noget og var fremdrift i sagerne. Men jeg har jo været mange steder i kommunen, som Fritids- og Kulturforvaltningen og Magistratens 1. og 2. Afdeling. Lige nu er jeg i Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø (MTM) i Økonomiafdelingen, hvor jeg er ansat i Budget og Regnskab. Vores rådmand er Bünyamin Simsek, og han er en meget synlig og handlekraftig politisk chef. Bünyamin Simsek tog ”fusen” på mig, da han kom og overraskede mig og overrakte medalje til mig, da vores afdeling fejrede mit 40 års den 3. august. Det blev jeg meget glad for, at han tog sig tid til. 

Uafklaret omkring opstilling til kommunalvalg

Gert er også selv inde omkring politik og stillede ved sidste kommunalvalg op for Venstre, hvor det dog ikke blev til en plads i byrådet.

”Det var sjovt at prøve, og jeg synes vi førte en god valgkamp, hvor jeg selv havde meget fokus på frivillighed og de mange ildsjæle i foreningerne. Om jeg stiller op igen næste år, har jeg ikke besluttet endnu. Hvis jeg stiller op, så vil det uden tvivl være for at slå et slag for bedre vilkår til foreningerne i kommunen, som jeg ikke altid føler, får de optimale betingelser. Der er enormt mange regler og processer, og vi løber tit panden mod en mur, og det gør, at det bestemt ikke altid er sjovt at være frivillig. Bare her under Corona har der været enormt meget, vi skal forholde os til/tage stilling til, det har været hårdt, især da der ikke har været meget hjælp at hente nogle steder. Så, hvis jeg stiller op, bliver det helt sikkert for at kæmpe for bedre vilkår til de frivillige”, pointerer Gert.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler