I går formiddags tog beboerne på Møllegården, sammen med børnehavebørn fra Børnehuset Vesterskovvej og flere af byens dagplejebørn, forskud på weekendens Stafet For Livet i Hadsten, til en miniversion af 24 timers stafetten.
Børnehuset Vesterskovvejs børn kommer jævnligt på Plejecenter Møllegården i Hadsten, hvor de synger sammen med beboerne, og derfor tog Stafet For Livet Hadsten initiativ til, at man lavede en ministafet i går, hvor både børn og ældre deltog på ruten, der gik rundt om Møllegården. Her hjalp Møllegårdens frivillige til, så alle kom godt og sikkert rundt i området på den markerede rute.
“Vi havde set fra en anden stafet, at at man havde lavet noget lignende, og blev derfor inspireret til at lave en ministafet i Hadsten. Det var helt oplagt med Børnehuset Vesterskovvej, da de jo i forvejen har et godt samarbejde med Møllegården, og på dagen kom der også flere dagplejere, så vi endte med at være 125 børn rundt på ruten. Her gik de beboere der havde mulighed for det også, mens andre blev kørt i kørestol, hvilket var til stor glæde for både børn og bebeboerne. Arrangementet varede i godt halvanden time, så jo en del kortere end på lørdag, men rigtigt fint og en god måde at være sammen på”, lyder det fra Toni Olesen, der er en af arrangørerne af Stafet For Livet Hadsten.
Børnene fik en lille goodiebag med hjem, blandt andet med information om, hvad der foregår på lørdag, og Toni håber på, at se flere af børnene og forældre enten lørdag eller søndag ved Bavnehøj.
Han er sammen med resten af holdet bag stafetten i fuld gang med forberedelserne til lørdag, og melder at alt går som det skal.
“Området, hvor vi afholder stafetten, bliver brugt af både Bavnehøjskolen og HSK Fodbold, så mange af tingene kan vi først for alvor komme i gang med torsdag og fredag, men vi har jo prøvet det hele før, så vi har helt styr på det, og skal nok blive klar til på lørdag, hvor det går løs”, fortæller Toni.