Hadsten og Omegns Efterløns- og Pensionistforening blev stiftet i 1942 og er nedlagt i år og nåede dermed at blive mere end 80 år gammel som forening.
I forbindelse med foreningens nedlæggelse har Hadsten Lokalarkiv netop modtaget pensionistforeningens sidste dannebrogsfane. Fanen blev overrakt af foreningens formand Karl Johan Fischer Nielsen.
Som det hed i vedtægterne var det Hadsten og Omegns efterløns og pensionistforenings formål at samle pensionister og efterlønsmodtagere om aktiviteter af oplysende, kulturel og social art.
“Og vi har haft mange gode oplevelser i pensionistforeningen” fortæller Karl Johan Fischer Nielsen til ByensNyt.
“Vi havde en til to årlige ture og har afholdt banko og musikunderholdning i Sundhedscentret på Hovvej. Vi har været på flere endagsbusture rundt til danske småøer og museer og indenfor de senere år bl.a. et spændende besøg på et traktormuseum. Vi har også haft længere ture og f.eks. besøgt en stor og meget imponerende tulipanpark i Holland”.
For Karl Johan er ringen sluttet. For hans egen far var blandt stifterne af foreningen og han har nu selv som foreningens sidste formand været med til at nedlægge den.
Foreningens fane, som Lokalarkivet nu har modtaget, blev indviet ved foreningens 50 års jubilæum og på billedet ses fanen ved jubilæet d. 15. januar 1992, hvor man i forsamlingen også som nr. 2 fra venstre finder foreningens daværende formand Peter Hansen.
Man kan som forening ansøge om at få retten til at have en fane.
Danmarkssamfundets håndbog for fanebærere beskriver, hvordan en dannebrogsfane bør benyttes og håndteres i forbindelse med ceremoniel samt hvordan den bør opbevares og passes.
Heri hedder det, at fanen er et uvurderligt og kostbart symbol og fanen skal omgås med respekt. Og nu er det Hadsten Lokalarkiv, der har den opgave.