13. oktober 2024

Hjemmeværnskompagniet i Favrskov har fået ny chef

Det var bidende koldt, da Hjemmeværnskompagni Favrskov torsdag aften bød den nye kompagnichef premierløjtnant Christian Skov Nielsen velkommen ved nytårsparolen ved hjemmeværnsgården på Bavneallé i Hadsten.

Med faneparade og tale af chefen for operations- og planlægningsstaben i Hjemmeværnsdistrikt Østjylland kaptajn Steffen Olsen stod hele kompagniet trådt an sammen med en række inviterede gæster foran hjemmeværnsgården. Med ordene fra kaptajnen “Du har kommandoen” svarede den nye chef “Jeg har kommandoen” og herefter var ansvaret for kompagniet overdraget.

I talen kom kaptajnen bl.a. med en opfordring til den nye kompagnichef: “Pas på dine soldater og fasthold dit høje engagement, så skal det nok gå”.

ByensNyts udsendte fik efter paraden en kort snak med den nye kompagnichef Christian Skov Nielsen, som bor i Randers, men som for ca. 1½ år siden var blevet anbefalet at forrette tjeneste i Favrskov af den nu afdøde chef Kurt Christensen, som han var gode venner med.

“Jeg har været aktiv i Hjemmeværnet i 10 år” fortæller den nye chef. “Jeg startede i Favrskov som uddannnelsesstøtteofficer og blev stillet i udsigt, at jeg skulle tiltræde stillingen som næstkommanderende for kompagniet her i 2024, så jeg på den måde kunne blive klar til at afløse Kurt, når tiden blev moden. Det blev den desværre før, nogen af os havde regnet med, men jeg tager naturligvis ansvaret på mig” fortæller han. Kompagnichfen (KC) er en rutineret herre og underviser bl.a. også på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab og i 2024 påbegynder han skydelederkursus og i 2025 siden chefkursus.

I sin tale til kompagniet sagde den nye KC. “Jeg ved godt, at det er store sko, jeg skal udfylde og jeg er ikke Kurt, men jeg har glædet mig til opgaven og jeg vil gøre mit bedste” forsikrede han. “Som flere af jer ved vil jeg fokusere meget på det militære og det ved jeg også, at mange af jer ønsker.”

Herefter blev kompagniet aftrådt til social samvær i hjemmeværnsgården, hvor der var dækket op til kompagniet med indbudte gæster. Her ventede bl.a. lykønskninger og gaver til den nye chef.

ByensNyt ønsker den nye kompagnichef tillykke med opgaven.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler