Snart skal vi sætte os til julebordet og fejre juleaften med alverden herligheder på bordet, hvilket for mange er en selvfølgelighed. Der er dog personer, hvor deres midler har svært ved række i denne tid til både julemad og gaver.
Dem forsøger blandt andet Red Barnet at hjælpe på forskellig vis, og derfor kom det som en kærkommen håndsrækning, da Lions Club Hadsten henvendte sig, og tilbød at bakke op om julehjælpen i år. Det betyder, at 25 familier får en lækker julemiddag leveret fra Kvickly Hadsten, når vi nærmer os juleaften. Det er Favrskov Kommune der udvælger familierne, hvorefter frivillige fra Red Barnet kører ud med maden i hele Favrskov.
Lions Club Hadsten har også doneret vintertøj til 50 børn via Hadsten Storpastorat, og netop børnene er også i fokus i denne donation.
“Red Barnet har fokus på børnene, og vi ved at det betyder meget, at man kan komme tilbage efter juleferien og kunne tale med om, at man havde en god juleaften og fik gaver, præcis som alle andre, og derfor er en donation som denne så utrolig vigtig. Man tænker måske ikke Favrskov Kommune som et sted, hvor folk har svært ved at få tingene til at hænge sammen, men når vi kommer lidt væk fra de større byer især, så er der familier der har det svært, og har brug for hjælp til at få en god jul, og derfor glæder vi os over, at Lions Club har tænkt på os i Red Barnet”, fortæller Michael Hejlskov Jacobsen, der er formand for Red Barnet Favrskov.
Bjarne Vernstrøm Rasmussen fra Lions Club Hadsten, har tidligere arbejdet sammen med Red Barnet, og derfor var det oplagt for ham at tage kontakt til Michael, i forbindelse med donationen til julehjælp. Det var også helt oplagt at spørge Kvickly Hadsten, om de ville bakke op, da de som byens store supermarked ofte står klar til at hjælpe til, når der er brug for det.
“Jeg har i andre sammenhænge arbejdet sammen med Red Barnet og Michael, så da vi besluttede at donere penge til julehjælp, så var det helt oplagt at ringe til Michael. Red Barnet yder et stort stykke arbejde, og har hjertet på rette sted, og netop med deres fokus på børnene, så gav det bare rigtig god mening at donere pengene til dem. Kvickly Hadsten og Mads Sørensen er et stort aktiv for byen, og er engageret i mange forskellige ting, og derfor tog vi kontakt til dem, for at høre om de ville være med. De har skaffet os nogle gode priser, hvilket vi er glade for, samtidig med at det stadig er en forretning for dem, fordi vi har også fokus på at dem vi samarbejder med, som f.eks Kvickly, kan hjælpe til uden at de skal betale hele gildet. Det er jo trods alt os som forening, der står som afsender”, lyder det fra Bjarne.
Det er Mads Sørensen og hans medarbejdere der står for at sammensætte julemenuen og få det pakket, og han var glad for at blive spurgt, om Kvickly Hadsten ville hjælpe til.
“Vi har en stor interesse i, at hjælpe til i både Hadsten og Favrskov, hvor det er muligt, og det betyder meget for os, at vi kan være med til at give 25 familier en god juleaften, og er glade for at Lions Club Hadsten henvendte sig. Vi har et godt samarbejde med foreningen, og synes de gør utrolig mange gode ting, som vi gerne vil være en del af”, fastslår Mads Sørensen, der er varehuschef i Kvickly Hadsten.