4. november 2024

Så er spejderne klar til juletræssalg

Det var frostklart, da 10 spejdere forleden var i skoven for at udvælge og fælde juletræer til årets store juletræssalg.

Spejderne har efterhånden skabt en længere tradition med at sælge juletræer op til jul fra deres skønne område ved spejderhytten på Ellemosevej 17 og i år er ingen undtagelse.

Tidligere blev træerne leveret på paller pakket i net, men i år har spejderne selv haft en lille gruppe på 10 personer i skoven for at hente årets juletræer hjem til Hadsten. “Med dette kan vi i år sikre en endnu bedre kvalitet af træer, end vi plejer” fortæller Flemming Hald, formand for Hadsten Spejderne. “Dels fordi vi selv har kunnet udpege hvilke træer, der skulle med hjem, og dels fordi tiden fra skov til stue dermed er blevet meget kortere. De træer, vi har i år, har kun været i net i ganske få timer, inden de igen har fået luft under grenene, og alle er blevet stillet op i raftestativer på spejdergrunden. Derudover har vi i år også fået økologiske træer, så man nu selv kan vælge, om man vil have sig et almindeligt juletræ eller et økologisk juletræ” fortæller han, så det er absolut friske træer man kan få med hjem til sin stue i år.

Mens en gruppe spejdere var i skoven for at fælde træerne var en anden gruppe i gang hjemme på spejdergrunden med at lave stativer til alle træerne, så man let kan finde sig det helt rigtige træ til sin stue. Og spejderne har naturligvis bygget stativerne på rigtig spejdermanér med reb og rafter.

Man kan købe juletræerne fra spejdergrunden hele december måned.

Konceptet er simpelt. Man finder sit juletræ, betaler med MobilePay og tager det med hjem med det samme. Der er skiltning på pladsen, som forklarer det hele. Det er efter princippet –  høflig selvbetjening – og spejdernes erfaringer med dette princip er rigtig gode.

Herudover afholder spejderne en lille julestue de sidste 2 weekender op til jul, hvor man kan få hjælp til at finde træet og få det nettet. I selve julestuen vil man kunne hygge sig med lidt jule-godt, så som vafler, gløgg og varm kakao. Julestuen vil i år pga. Corona være separeret fra salget af juletræer (dog stadig på samme adresse), begge dele foregår henholdsvis udendørs og i vores åbne aktivitetshytte på grunden. I julestuen vil der være et maks. antal gæster af gangen, og man opfordres til at bære mundbind, når man ikke sidder ned.

“Men vi tænker ikke, at restriktionerne helt kommer til at overskygge julehyggen” siger Flemming Hald, “og vi glæder os rigtig meget til at byde byens borgere velkommen – både til træ og til lidt julehygge. Som spejdere ligger det os meget på sinde at bidrage til et godt lokalsamfund, og udover at rigtig mange børn og unge fra byen deltager i spejderaktiviteterne hver uge og får masser af oplevelser på den måde, så vil vi også rigtig gerne bidrage med andre ting. Det er både, når vi holde Sankt Hans bål for hele byen (i år dog som Sankt Hans To-Go), når vi hjælper Lions Club med arbejdsopgaver på Lilleåmarked, og så også når vi spreder lidt julehygge i byen her i december” slutter formanden for Hadsten Spejderne.

Spejderne udviser også samfundssind, når træerne skal samles ind igen og det kan du læse om senere her på ByensNyt.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler