Vi kommer ikke uden om det. Til trods for, at der er offentlige skraldespande i det meste af Hadsten, så ligger der desværre en helt del affald og flyder. Det ser ikke pænt ud, og hvad værre er, så er det bestemt heller ikke godt for vores allesammens natur.
Derfor arrangerer Danmarks Naturfredningsforening igen i år affaldsindsamling nu på søndag fra klokken 09.30-14.00. Der er start i Sløjfens foyer, hvor ruterne bliver fordelt. DN Favrskov fortæller, at selve indsamlingen foregår fra 09.30-13.00, hvorefter der er mulighed for at mødes med de andre indsamlere til kaffe, juice og kage, sponseret af Central Kroen.
Sidste år var der også indsamling, hvor man ikke havde lavet megen omtale af arrangementet, hvilket resulterede i få deltagere, men det til trods, så blev der indsamlet over 30 kg. affald, hvilket fortæller, at også i Hadsten kan vi blive meget bedre til at smide affald ud de rette steder.
Man behøver ikke tilmelde sig, men har man spørgsmål, så kan man skrive til Laila Blak på lailablak@live.dk.