Siden april har det været muligt at stille borgerforslag i Favrskov Kommune, hvor man med 900 stemmer kan få forslaget på dagsordenen i byrådssalen.
For nylig stillede Jonas Søby Pedersen fra Hadsten et forslag om, at Hadsten skal have en kunstig anlagt badesø, betalt af fonde og Favrskov Kommune.
Her på ByensNyt tog vi forslaget op, og det fik hurtigt forslaget til at kravle hastigt op mod de 900 stemmer. Det aarhusianske lokalmedie, Din Avis, fandt det herefter også interessant at skrive om, og derfor rundede borgerforslaget i går de magiske 900 stemmer, hvilket gør, at byrådet nu skal kigge på forslaget.
I dette tilfælde fik forslaget hurtigt de 900 stemmer, men det skyldes formentlig langt hen ad vejen, at to medier gav forslaget stor opmærksomhed. Kigger man på de andre borgerforslag på kommunens hjemmeside, så har de lang vej igen, og når formentlig ikke op på 900 stemmer, inden tidsfristen udløber.
Der er såmænd også lavet et borgerforslag der går på, at nedsætte kravet, således at der kun skal 250 stemmer til, isteret for 900, for at byrådet skal kigge på forslaget. Det forslag har indtil videre fået 96 stemmer, og har altså lang vej endnu, før det kan komme ind i byrådssalen. Det forslag der lige nu har flest stemmer går på, at lave et fodgængerfelt på Herredsvej i Hinnerup, og det har indtil videre efter 43 dage fået 211 stemmer, hvilket altså betyder, at der skal sættes en god slutspurt ind i de sidste 47 dage, hvis forslaget skal videre i systemet.
Derfor en opfordring fra denne skribent om, at man i byrådet selv tager sagen op, og kigger på om kravet med 900 stemmer er sat for højt. Det virker det til, og med tanke på, at der bor godt 49.000 indbyggere i Favrskov, hvoraf det kun er personer over 16 år der kan stemme på borgerforslag, så bør man kraftigt overveje, om man skal finde et lavere tal. Måske er 250 i den lave ende, men omvendt vil det kunne give nogle flere indspark til byrådet, hvis flere fik deres forslag til behandling. Ellers kan undertegnede godt frygte, at folk i sidste ende stopper med at lave borgerforslag, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at få sit forslag igennem nåleøjet, og det er vel heller ikke meningen, eller hvad?
