29. marts 2024

Syv storke på visit i Vissing

“Det var et fantastisk syn”, fortæller Christina Fredslund til ByensNyt. “Det er jo faktisk en ret stor fugl, og her var der hele syv af slagsen.”

Det er dog ikke første gang, at Christina Fredslund og hendes mand Brian Rassing Pedersen har haft besøg af en stork.

“I 2017 havde vi også besøg af en stork, og da vi havde haft den oplevelse, gik vi i gang med at bygge en storkerede i haven. Spejdere fra Laurbjerg havde et redefundament, og vi havde en mast, vi gerne ville donere, og så fik vi med naboers og andre fra byens hjælp bygget en rede. Siden da har vi gået og håbet på, at vi igen ville få besøg, og det fik vi så i aftes. Det er bare stort,” siger Christina Fredslund.

“Vi havde på Facebook set, at der var en fra byen, der havde set en stork i tæt på, og senere hørte vi, at en anden havde set en stork ved forsamlingshuset. Pludselig så vi, at der stod en stork oppe i reden, så det var bare skønt. Da jeg så gik min morgentur her til morgen, stod den stadig i reden, og samtidig sad der hele seks storke på naboens tag. Det var virkelig fascinerende,” fortsætter hun begejstret.

Storkene forlod Vissing ved 10.30 tiden med kurs mod Randers.

“Vi håber meget, at de ikke alene kommer tilbage til Vissing, men at de også får lyst til at slå sig ned her. Det kunne virkelig være fantastisk – det tror jeg, hele byen synes,” slutter en glad Christina Fredslund, der til daglig sammen med sin mand Brian Rassing Pedersen driver Hadsten Malerforretning.

Christina tog i aftes også en lille video af den ene af storkene, da den kredsede om huset. Videoen kan du se her: Stork i Vissing

De smukke marker ved Vissing, som i aftes og frem til i formiddag har haft besøg af hele syv storke.
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler