28. marts 2024

Nyt advokatfirma kommer til Hadsten

Der sker ting og sager i GP ejendomme og Den gamle Banegård i Østergade. Lokalavisen Favrskov er netop flyttet til nye lokaler i Ågården, og i stedet er der nye lejere på vej.

Det er Rieck Advokaterne, der er ejet af Lars Sørensen, der den 15. september rykker ind i stueetagen i Banegården, hvor Lokalavisen tidligere residerede. Det glæder naturligvis Gregers Petersen, at lokalerne bliver udlejet, men også at der kommer en ny virksomhed til byen.

”Det kunne nærmest ikke være bedre. Lokalavisen ville gerne have nye lokaler, der passede bedre til deres behov, som vi så fandt til dem i Ågården, og samtidig ville Rieck Advokaterne gerne til Hadsten, så kabalen gik op. Samtidig er jeg glad for, at Hadsten får en ny virksomhed, så der bliver holdt gang i hjulene”, siger Gregers Petersen til ByensNyt.dk.

I det hele taget er der gang i kontorfællesskabet i Banegården, hvor FrivilligCenter Favrskov også holder til. De flytter i større lokaler i samme bygning, mens Human Engage har fået vokseværk, og dermed også skal bruge mere plads. De går fra to ansatte til seks ansatte, ligeledes flytter Holion også i større lokaler på samme etage.

”Det er glædeligt at der er vækst, og at det samtidig har været muligt at kunne rykke rundt, således at alle kunne få mere plads, til endnu mere vækst. I Ågården er alt udlejet, hvor Power People lige er flyttet ind. Born Cut, der er et bornholmsk firma, har lige ansat en mere og fået mere kontorplads, så der sker ting og sager”, fortæller en glad Gregers Petersen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler