Bag Power Peoples afdeling i Hadsten står Brian Holch, som har været en del af vikarbranchen de seneste 2 år efter mange år som leder i IT-branchen.

“Tiden var dengang simpelthen kommet til at prøve noget nyt. Derfor startede jeg en afdeling af Power People op i efteråret 2018 i Lystrup, hvor jeg ville skabe mig en god platform for virksomhedens vikarløsninger i Århusområdet,” siger Brian Holch til ByensNyt, da vi fanger ham, netop som han er ved at rykke ind på sit nye kontor.

Målet har dog hele tiden været, når han havde fået foden indenfor i Århus, at komme tilbage til Favrskov, så han kunne nyttiggøre sit gode netværk i kommunen, hvor konkurrencen på vikarer ikke er helt så intens som i Århus.

Har haft base i Hadsten de seneste 30 år

“Ja, jeg har jo haft base i Hadsten siden 10. klasse,” siger Brian, der i dag er 46 år.

“Først boede jeg med mine forældre på Norgesvej, og siden flyttede jeg lidt rundt, da jeg var befalingsmand i Forsvaret og siden i IT-branchen, men for år tilbage vendte jeg tilbage til lokalområdet og bor nu i Selling. Og så kom muligheden for at etablere kontor i Ågården.”

Her har også Favrskov Erhvervsråd, konsulentvirksomheden Elgaard Mancom, patentbureauet Tropa m.fl. til huse.

“Vi kan godt lide at være en del af et dynamisk erhvervshus, med andre virksomheder, og nu glæder jeg mig til at lære de andre i huset at kende og også få hilst på nogle af de andre virksomheder, der holder til i nogle af de andre erhvervshuse i GP Ejendomme. Og så er det jo skønt at finde et kontor så tæt på min bopæl”, siger han.

ByensNyt fangede Brian Holch, netop som han ankom til sit nye kontor i Ågården.

Brian Holch vil i den kommende tid fokusere på at besøge virksomheder i Favrskov, så de bliver opmærksomme på Power Peoples vikarydelser.

“De behøver ikke få deres vikarer fra de helt store internationale bureauer. I Power People er vi tæt på, og vi går langt for vores kunder, så hvis man lægger vægt på en lokal vikarpartner, så byder vi os gerne til,” slutter han.

Power People blev etableret i 2003 og har afdelinger i Frederikshavn, Aalborg, Kalundborg og Rødovre – og nu også i Hadsten. Virksomheden har specialiseret sig i at levere vikarer til virksomheder inden for byggeri, kontor, lager, produktion og IT og samarbejder både med helt små enkeltmandvirksomheder og op til de allerstørste i markedet.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er medstifter af og formand for Favrskov Revyen i Hadsten. Han er derudover formand for Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, næstformand for Favrskov Gymnasium og medforfatter på to bøger.