I dag skulle man efter al sandsynlighed kunne gå ind på FavrskovOnline.dk og handle i mange af kommunens butikker, og efterfølgende få varene bragt hjem. I Hadsten er der allerede stor opbakning til det nye tiltag.

FavrskovOnline.dk er kommet i stand via John Nielsen og OnlineSynlighed, der stiller platformen til rådighed for de handlende i Favrskov Kommunen, foreløbig så længe Corona-krisen står på. Allerede nu har en del handlende tilmeldt sig, blandt dem Skjold Burne i Søndergade.

“Det er et super initiativ, som vi naturligvis er med på. Hvis det kan skabe noget handel og lidt penge i kassen, så er det bare godt, fordi det mangler vi i den grad lige nu. Vi starter med forskellige påskeæg og så selvfølgelig vin. Jeg regner med, at vi løbende kommer med nye ting til shoppen, så vi får udbygget sortimentet. Indtil at sitet er i drift, kan man se vores tilbud på vores facebookside“, fortæller Peter Aschelund til ByensNyt.dk.

Også hos naboen, Hadsten Computer, tager man godt imod den nye platform, og her bliver det en blanding af service og fysiske ting, som man til en start vil lægge på.

Stefan er glad for det nye tiltag

“Det er et godt tiltag, som vi kan se gode muligheder i, både nu, men bestemt også efterfølgende, fordi vi har ikke selv en webshop, så det vil være en god og nem måde, at komme i gang på. Jeg håber, at så mange som muligt bakker op, så det bliver attraktivt for kunderne at klikke forbi sitet”, siger Stefan Granholt.

I skrivende stund har også Bogormen i Hadsten, Paragraf Advokaterne og Lindberg Sport i Lyngå tilmeldt sig, mens også en del butikker i Hinnerup er med.

Screendump fra Skjold Burnes facebook
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

KOMMENTER ARTIKLEN

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her