Anders G på Tingets talerstol

Efter 8 dage i Folketinget er Anders G Christensen nu igen på vej hjem til Hadsten. I den uge har han været en del af Folkestyret i en periode som ikke har haft sin lige siden anden verdenskrig.

“Det har været en af de vildeste uger overhovedet i Folketinget, hvilket selv Bertel (Haarder Red.) har givet udtryk for” siger Anders G. Christensen og jeg har fået mails fra både Troels og Jakob, der takker for indsatsen”. Ikke desto mindre er Anders G. nu på vej hjem for denne omgang. Troels Lund Poulsen har afbrudt sin barsel for med sin store erfaring og viden om økonomisk politik at kunne deltage i forhandlingen om den meget store hjælpepakke til erhvervslivet, som skal på plads i disse dage. “Det har været et ønske fra Gruppeledelsen og det kan jeg godt forstå” siger Anders G.

“Så man kan sige, at der også er gået corona i mit vikariat i folketinget”.

Anders G i Folketingssalen (Foto fra Anders G.´s facebook-side)

“Men jeg nåede da i den uge at deltage i debatterne i Folketinget og give mit besyv med fra talerstolen og samtidig være en del af beslutningsprocessen i en epokegørende periode” fortæller Anders G.

ByensNyts spurgte også Anders G. om han tror, at Troels Lund Poulsen vil afholde de sidste to uger senere og lade Anders afløse ham igen, når tingene er normaliseret.

Til det svarer Anders: “Med de tilbagemeldinger jeg har fået fra Troels, tænker jeg, at der kan blive en mulighed for et vikariat igen, når vi er tilbage i en ”normal” situation igen”.

Herudover giver Anders G et par ord med på vejen om sin oplevelse af COVID 19s betydning for dansk politik: “

“Det der sker nu, og de tiltag som regeringen tager, får så store konsekvenser for vores samfund, og i min optik så vil det også ændre verdensordene, når vi er på den anden side. I en dansk kontekst så ligger det fast, at grunden til at regeringen kan fører en så offensiv hjælpepakkepolitik hænger sammen med, at det Danmark, som den Socialdemokratiske regering overtog efter VLAK, er et land i super økonomisk topform.”

“Men det betyder også, at når vi er på den anden side af coronaen, så varer det meget længe inden det bliver Arnes tur, og alt det velfærd som regeringen har lovet, vil der ikke være penge til. Og alt snakken om klima og 70% reduktion af CO2 vil forstumme”.

Og Anders G. afslutter “For efter coronaen kommer det til at handle om, ”har jeg et arbejde”, og hvordan får vi styrket økonomien i Danmark igen i en national kontekst, men også i en virksomhedskontekst.”

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er medstifter af og formand for Favrskov Revyen i Hadsten. Han er derudover formand for Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, næstformand for Favrskov Gymnasium og medforfatter på to bøger.