De har været i dialog omkring det i flere år med Favrskov Kommune, borgerne i Vissing, og nu har nogle af dem så været rundt og stemme dørklokker til fordel for en underskriftindsamling, så de kan få en cykelsti fra Vissing og ind til Hadsten.

Initiativtageren til underskrifterne er Frank Iversen, og han kan berette, at der er indsamlet 176 underskrifter, der nu bliver afleveret til Favrskov Byråd, der er gået i gang med de kommende års budgetforhandlinger.

“Igen i år er der ikke afsat penge til en cykelsti fra Hadsten til Vissing, hvilket i den grad ærgrer os. Vejen er meget trafiktung, og der bliver kørt meget stærkt, så det er bestemt ikke trygt at cykle den vej for vores skolebørn. Favrskov Kommune har tidligere ment, at en løsning kunne være, at cykle op ad Galten-bakken til Nr. Galten, men jeg tror ikke at politikerne har været forbi og set, hvor stejl den faktisk er. Der ud over er Randersvej jo også trafiktung, så når ungerne skal hjem fra skole, er det bestemt heller ikke en god vej at krydse”, fortæller Frank Iversen til ByensNyt.dk.

Der er planer om, at lave et stisystem til Vissing Enge i de kommende år, og Frank Iversen mener, at det derfor er oplagt at gøre stisystemet tilgængeligt for cykler, således at der slåes to fluer med et smæk.

“Det vil jo være oplagt, at lave det kommende stisystem sådan, at der også etableres en cykelsti. Det vil jo ikke kun være til glæde for borgerne i Vissing, men jo i lige så høj grad for borgerne i Hadsten, der på den måde lettere kan komme ud i området omkring Hadsten og Vissing, på en god og tryg måde”

Foto: Peter Winding
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.