17. juni 2024

Favrskov Kommune holder TEK-uge med fokus på mere bevægelse

Favrskov Kommune holder TEK-uge, og denne gang er fokus på velfærdsteknologi, der kan hjælpe borgere i kommunen til en mere aktiv hverdag.

I denne uge kan man i Hinnerup få inspiration til, hvordan man får mere bevægelse ind i hverdagen. Fra 5. til 9. juni er der nemlig TEK-uge i Favrskov Kommune, hvor der er øget fokus på at introducere borgere til ny velfærdsteknologi, der kan bidrage til højere livskvalitet.

“Velfærdsteknologi er jo noget, vi arbejder med hele året, men lige i den her uge har vi ekstra fokus på at introducere borgerne til nogle hjælpemidler, der kan gavne dem i hverdagen. Det vigtigste er, at få gjort livet lidt lettere,” fortæller John Lauritzen, sekretariatschef hos Social og Sundhed i Favrskov Kommune.

TEK-ugen er en tilbagevendende begivenhed, der afholdes fire gange om året, og denne gang er temaet “Det aktive liv”. Derfor vil borgere, der modtager hjemmepleje, bostøtte, er på plejehjem eller tilmeldt et aktivitetstilbud blive introduceret til hjælpemidler og teknologi, der kan støtte dem i at få en mere aktiv hverdag.

“Det er for at gøre opmærksom på, hvad der findes af hjælpemidler derude, og hvad der kan hjælpe en i den konkrete situation, man står i. Som ældre kan det nemlig være svært bare at blive sluppet løs i Elgiganten og så selv finde ud af, hvilke muligheder man har,” siger John Lauritzen.

Velfærdsteknologien tæller blandt andet aktivitetsure, skridttællere eller apps. Derudover kan borgerne også blive introduceret til enkle træningsøvelser, man kan lave, imens man for eksempel ser fjernsyn. Hjælpemidlerne kan være med til at øge glæden ved bevægelse og sætte fokus på, at små dagligdagsaktiviteter også tæller med i regnskabet.

TEK-ugen er i gang til og med på fredag, så måske du eller nogen, du holder af, får nogle ekstra aktive dage med inspiration til mere bevægelse i dagligdagen.

Caroline Balslev
Caroline Balslev
Caroline Balslev er journalist og en del af redaktionen på ByensNyt. Caroline har erfaring med lokaljournalistik fra blandt andet Hammel og omegn. Hun er født opvokset i København, men bor i dag i Aarhus.

Relaterede artikler