21. februar 2024

No logo found

No logo found

FJERNVARMEFEST PÅ FRISKOLEN I HINNERUP

De høje energipriser har fået mange til at overveje alternative opvarmningsmuligheder. Flere vil væk fra gas i et forsøg på at sikre sig en mere miljøvenlig og kosteffektiv opvarmning. Men selv med et kosteffektivt sigte er sådan et skifte en bekostelig affære.

Det har Friskolen i Hinnerup også måtte sande, og bestyrelsen har derfor taget alternative metoder i brug. De har nemlig besluttet sig for at invitere alle i lokalområdet til stor “Fjernvarmefest”.

En gruppe forældre har lagt et stort arbejde i at skaffe sponsorpræmier og underholdning for på den måde at lade al overskuddet fra festen indgå som tilskud til skolens bekostelige skifte fra gasopvarmning til fjernvarme.

Begivenheden, der er åben for alle, vil finde sted den 4. marts, og forældregruppen lover at det bliver en aften fyldt med festlig musik, gode grin og lækker mad. Adgangbilletten koster 200 kr., og alle pengene går altså direkte til skolens fjernvarmeetablering. Aftenen vil byde på dansevenlig live musik og stand-up komik, der helt sikkert vil bringe de store smil frem. Der vil også være salgsboder med mad og drikke, og en stor lodtrækningskonkurrence med attraktive præmier fra bl.a. Randers Regnskov og Den Gamle By.

“Hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk? Vi har brug for en stor fest efter flere års coronarestriktioner, og vi glæder os til at bringe lokalsamfundet sammen til en festlig aften,” siger Lisa Perkins, mor til Adam og Sif i 1. klasse

“Vi bakker naturligvis op omkring, at vores børn skal have et miljøvenligt læringsmiljø, og et skifte fra gas til fjernvarme er en stor omkostning for vores lille skole. Så denne indsamling er en fantastisk mulighed for at vi kan vise opbakning til vores fantastiske friskole.”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler