Trods afbrændingsforbud afholder foreninger i Hinnerup, Søften og Korsholm stadig Sankt Hans, dog uden bål.
Afbrændingsforbud har i store dele af landet sat en stopper for bål og hekseafbrænding til Sankt Hans. Flere arrangementer er blevet aflyst, men i både Hinnerup, Søften og Korsholm holder man fast i at mødes og fejre midsommeren, dog uden bålafbrænding. Der skriver foreningerne bag arrangementerne på Facebook.
I Hinnerup byder menighedsrådet sammen med Lions Dagmars Kilde til Sankt Hans-fest ved sognegården på Ådalsvej. Allerede før forbuddet galt Favrskov, meddelte de, at man uanset hvad vil holde fast i at mødes fredag aften.
Klokken 20 er der båltale, uden bål, ved Morten Bang (V), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune, efterfulgt af midsommervisen, der synges akkompagneret af fem blæsere. Allerede i timen optil kan der købes noget at spise, slik, kage og drikkevarer. Pengene går til humanitære formål.
Også i Søften holder man fast i den årlige fejring af Sankt Hans, som SGF’s Venner og Søften Grundejerforening traditionen tro står for – med eller uden bålafbrænding. Fra klokken 18 er de klar til at byde på en hyggelig aften på Engen midt i byen.
Der stilles op med pølsevogn og boder med salg af både slik, mad og drikke. Efter planen skulle bålet være blevet tændt klokken 20 efter en båltale ved sognepræst Jakob Flink og efterfølgende sang. Arrangement droppes ikke, men kommer midsommervisen til at lyde, bliver det uden bålets varme.
Et tredje sted, der fejres bålfrit Sankt Hans er ved klubben på Norring Stadion. Her arrangerer Korsholm IF ligesom tidligere år Sankt Hans, men uden at sende en heks til Bloksbjerg.
Arrangementet er åbent fra klokken 18, og det er med mulighed for at købe pølser og brød, drikke, slush ice og popcorn. Udover mad og drikke vil der være musik og sang og sjove aktiviteter for alle, heriblandt hoppepude og fodboldtennis.