8. december 2022

Nyvalgt præsident for Røde Kors på visit i Hinnerup

I starten af november blev Jette Runchel valgt til præsident for Røde Kors i Danmark, og hun har med det samme kastet sig ud i lokale besøg, og i dag var hun forbi Hinnerup, hvor det blev til et besøg i både Røde Kors butikken ved stationen samt Bygge-Genbrug på Samsøvej.

Den nye præsident, der i mere dagligdags sprog er formand for Røde Kors, var meget begejstret for de to butikker, der på hver sin måde er i daglig kontakt med rigtig mange lokale borgere, og hvor Bygge-Genbrug også formår at tiltrække folk langvejs fra. Da den lille delegation med Jette, Leon fra sekretariatet samt Margit fra Røde Kors i Hadsten og Hinnerup var forbi, var der såmænd folk helt fra Brønderslev, og Gert, der er daglig leder og ham der fik butikken i gang sammen med sin kone Else, fortæller, at de regelmæssigt har folk forbi fra omegns kommunerne.

I Bygge-Genbrug kan man købe alt lige fra byggematerialer til cykler, malerier, porcelæn, møbler og meget mere, og har du ikke været forbi, så bør du klart overveje det. Stedet er et besøg værd, skulle vores udsendte hilse at sige. Der er tilknyttet omkring 20-25 frivillige, og vi skulle hilse fra Gert og sige, at man sagtens kan bruge flere hænder.

Leif der står for reparationer og istandsættelser af cykler fik her en snak med Jette Runchel
Mangler man noget til et gør-det-selv projekt, så kunne et smut forbi Hinnerup og Bygge-Genbrug måske være en idé

“Jeg mødte Margit på vores landsmøde for nylig, og her fortalte hun en hel masse om, hvad der sker i Hinnerup, og det skulle jeg selvfølgelig ud at opleve. Jeg synes de har gjort sig nogle spændende tanker omkring at genbruge byggematerialer, som jo er noget helt andet, end det vi i Røde Kors normalt gør i. Jeg tænker de er foregangsmænd i klimadagsordenen på den front, så det synes jeg i den grad er interessant”, fortælle Jette Runchel til ByensNyt.

Formand for Røde Kors i Hinnerup og Hadsten, Margit Sandvang Larsen, var naturligvis glad og stolt over, at præsidenten havde tid og lyst til at kigge forbi Hinnerup, og satte lidt ord på, hvad dagens besøg betyder.

“Vi er naturligvis rigtig glade for, at Jette har tid til at komme forbi, endda så hurtigt efter sin tiltræden som præsident. Jeg tror de fleste der er i Røde Kors elsker at fortælle, hvad de laver, især til folk der gerne vil høre om det, så vi har forberedt os godt på besøget, og glæder os til at vise rundt. Jo bedre kontakten til hovedbestyrelsen er fra de lokale afdelinger, jo bedre er det, og derfor betyder et besøg som dette rigtig meget for os”, lyder det fra Margit.

Det blev også til et besøg i Røde Kors butikken ved stationen, hvor godt 35-40 frivillige har deres gang, og hvor Røde Kors præsidenten fik en god snak med flere af de frivillige og såmænd også gjorde sig et godt køb af en strikket bluse.

Inden besøget i Hinnerup, havde der også været tid til et besøg i Hadsten, hvor Café Snakbar lagde lokaler til.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler