24. februar 2021

“Det er jo næsten weekend alle dage”

I disse dage, hvor mange er hjemsendt eller arbejder hjemmefra, kan det være svært at skelne den ene dag fra den anden. Også med tanke på, at der ikke som normalt, sker det helt vilde, når det så bliver weekend. Det kan de også nikke genkendende til hos Shiela´s Café og Brasserie i Hammel.

De sidste mange uger, har man kun måtte lave take-away på caféer og restauranter landet over, men man har dog i modsætning til mange andre brancher, stadig lov til at holde åbent. Shiela Pour der ejer Shiela´s Café, og der ud over er formand for Hammel Handel fortæller, at hun har forsøgt med lidt forskellige tiltag, men at det er noget sværere at trænge igennem denne gang, i forhold til i foråret.

“Jeg kan godt mærke, at det er anderledes denne gang, end da der var nedlukning i foråret. Folk er, lige som jeg selv, ved at være metaltrætte, så der er en anden stemning lige nu. Vi har forsøgt med noget tapas i weekenden, men det er jo næsten weekend alle dage, eller sådan føles det i hvert fald, så om man får tapas om tirsdagen eller lørdagen, det kommer næsten ud på et”, fortæller Shiela med et smil.

Hun skynder sig at tilføje, at hendes kunder er søde til at bakke hende op, og hun oplever stadig, at der er nye kunder der har opdaget, at hendes café eksisterer.

“Jeg oplevede det især i foråret, at vi fik en del nye kunder, der ikke vidste at vi lå her i Østergade, og det sker stadig, hvilket nok skyldes, at folk har fået mere tid og dermed også tid til at udforske, hvad der er af muligheder i byen, hvis de for eksempel lige er flyttet til byen. Så lige på det punkt, har Coronaen helt sikkert været godt. Jeg fornemmer også, at de andre butikker i byen har oplevet, både at få nye kunder, men også at folk i endnu højere grad end tidligere, bakker op om det lokale miljø, og holder det ved, når tingene normaliseres, så tror jeg at vi på mange måder, kommer styrket ud af det her”, lyder vurderingen fra Shiela.

Vigtigt at vi har hinanden

Noget af det, som Shiela har bidt mærke i under denne nedlukning er, at når ikke alle butikker har åbent, så ryger fællesskabet, og folk kommer ikke i samme grad ned i midtbyen, selvom at der er flere butikker der ikke er ramt af nedlukningen.

“I forhold til sidste gang der var nedlukning, så er det jo ikke alle der må holde åben, og det giver i den grad en anden stemning i midtbyen. Der er nærmest helt dødt, og det har sat mange tanker i gang hos mig selv, fordi nu kan man virkelig se, hvor vigtigt det er, at der er liv i alle butikkerne. Forsvinder der nogen fra gadebilledet, så bliver det svært at holde fast i fællesskabet, og det vil jeg da klart have fokus på fremover, fordi det er virkelig vigtigt at vi har hinanden, således at Hammel forbliver en attraktiv handelsby. Lukker blot en enkelt eller to butikker, så forsvinder den handel fra byen, og hvis folk først er kørt ud af byen, så ryger der formentligt mere handel på den konto, så det er virkelig vigtigt, at vi holder sammen”, fastslår hun.

Hun glæder sig over, at i en svær tid, så har byen alligevel formået at tiltrække nye butikker, således at alle butikslokaler i bymidten er udlejet.

“Jeg er imponeret over, at vi kom igennem 2020 uden butikslukninger, og samtidig endda fik nye til, både med legetøj og plantesalon, hvilket må skyldes, at folk bakker op lokalt og at dem der har åbnet har en tiltro til, at byen er i en sund udvikling, hvilket også er min klare vurdering. Så til trods for Corona, så er jeg sikker på, at vi nok skal komme godt og sikkert igennem det her, både som by og som Hammel Handel”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler

Vejret i 8450

Hammel
overcast clouds
11.4 ° C
12.8 °
10 °
75 %
3.1kmh
100 %
ons
11 °
tors
11 °
fre
8 °
lør
9 °
søn
9 °