21. april 2021

På Sall Friplejehjem er beboerne i fokus

Lige i udkanten af Sall, tæt på Hammel, ligger Sall Friplejehjem. Her har det ligget siden 2016, efter at det lykkedes en stor flok ildsjæle i byen, at få stablet plejehjemmet på benene.

I 2011 gik man aktivt i gang med at skaffe penge og finde den rigtige placering til friplejehjemmet, og midt i 2016 stod bygningen med plads til 24 beboere så klar. Plejehjemmet er en selvejende institution med egen bestyrelse og ledelse, og man fornemmer hurtigt, at al bureaukrati er lagt på hylden her i Sall, hvor idéer, hvis de er gode, hurtigt bliver ført ud i livet. Hvorfor skulle man ikke have lyst til at gå på værtshus, bare fordi man er flyttet på plejehjem, så det blev der lavet om på.

“Det med værtshuset var bare en hurtig idé, som vi så fik gjort noget ved, og som også er med til at aktivere beboerne og få lidt den følelse, at vi skal ud af huset. Det viser meget godt, at der ikke er så langt fra tanke til handling, og vi ikke skal spørge alle mulige, før at en idé kan føres ud i livet. Er den god, og er det muligt, så gør vi det, og vi lytter meget til beboernes ønsker, fordi det her, det er jo deres hjem”, fortæller Gitte KYnde der er leder af Sall Friplejehjem, og har været med lige fra starten i 2016.

Der er masser af natur lige uden for døren, og på grunden er der både høns og geder, og snart også papegøjer, som plejehjemmet overtager fra en lokal beboer i Sall, der flytter til Samsø, og som mente at de ville gøre større glæde i Sall end på Samsø, og sådan blev det så. I det hele taget er der stor tilknytning mellem Sall og plejehjemmet i alle mulige afskygninger året rundt.

“Når der ikke lige er Corona, så kommer 6. klasse her en gang om ugen, og bruger vores køkken til undervisning, da køkkenet på skolen er nedlagt. Så laver de mad til alle beboerne og dem selv, og så spiser og synger vi sammen, og børnehaven kommer en gang om måneden og laver gymnastik med beboerne, og op til de forskellige højtider er der også aktiviteter. Der ud over har vi en masse frivillige fra byen, der hjælper med alt muligt, for eksempel vores have, dyrene og andre praktiske ting, de er guld værd, og uden deres indsats, var der mange ting, som ville blive svære for os”, siger Gitte og fortsætter:

“Jeg tror næsten at man skal have lysten til at være frivillig, for at bo i Sall, fordi de gør virkelig en stor forskel. Der er kvinder der arrangerer strikkeklub, banko og nogle der vander blomster, mens andre giver en hånd med, når vi skal på tur, så vi har i den grad meget at gøre med Sall og de med os”

På billedet ses Gitte Kynde foran Sall Friplejehjems sansehave

Det her er beboernes hjem

Det er vigtigt for personalet på Sall Friplejehjem, at beboerne føler sig hjemme, og der bliver gjort mange ting i løbet af dagen, der er med til at give beboerne en god hverdag, som ikke nødvendigvis behøver at ligge langt fra det, som de tidligere var vant til.

“Vi går meget op i, at beboerne føler, at plejehjemmet er deres hjem og at de føler sig hørt. Fordi at man flytter på plejehjem, behøver man ikke nødvendigvis at ændre på sin hverdag, så vi forsøger så vidt muligt, at lytte til, hvad beboerne gerne vil. Vi går meget op i, at maden er i orden, og vi laver det hele fra bunden. Vi spiser sammen alle mand til frokost, hvor vi får to retter, og laver i løbet af dagen forskellige aktiviteter, både her, men også ude af huset. Vi skal snart i sommerhus med nogle af beboerne, fordi det er vigtigt at komme ud og opleve noget, også selvom at man er gammel. Beboerne elsker det og det giver uden tvivl energi til dem, lige som at det giver energi at komme udenfor og gå en tur eller fodre vores dyr”

Indretningen er der også tænkt på, og her har der også været fokus på, at det skulle føles hjemligt og rart, samtidig med at det også er funktionelt. Akustikken er i top, der er egetræsgulve og så har hver beboer sin egen vaskemaskine og tørretumbler på badeværelset.

“Vi har løbende forskellig kunst på væggene, så der er lidt forskelligt at kigge på, og så har det været et klart mål, at det skal føles som et hjem samtidig med, at det også er funktionelt. En af de ting vi har gjort er blandt andet, at installere en vaskemaskine og tørretumbler på hvert værelse, så deres tøj ikke bliver vasket i et stort vaskeri og ikke bliver blandet sammen med alle andres tøj. Det vil jeg heller ikke selv bryde mig om, så hvorfor skulle vores beboere så gøre det?”, lyder det fra Gitte.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler

Vejret i 8450

Hammel
scattered clouds
7.5 ° C
7.8 °
7.2 °
59 %
4.9kmh
26 %
ons
7 °
tors
10 °
fre
10 °
lør
9 °
søn
11 °