1. december 2022

4. dec: Den Himmelblå med Shu-bi-dua – så er det jul

Hos Fri Bike Shop og Jacob Veller i Hammel står den på salg af udstyr til cyklen i december, og så er det ikke for alvor jul, før han har hørt Den Himmelblå med Shu-bi-dua.

Tiden, hvor der blev hentet cykler ind i stuen juleaften er om ikke et overstået kapitel, så i hvert fald tæt på. Det er mere udstyr til cyklen eller cykelturen der står højt på ønskesedlen i disse år.

“Årets hit tror jeg bliver refleksrygsække og reflekshandsker med fuld refleks på, og så selvfølgelig det klassiske med cykelcomputer og cykelstrømper, så der bliver ikke så mange cykler under træet i år. Det var tidligere, fordi i dag tror jeg de fleste unge mennesker hellere vil have noget elektronik, de vil nok blive skuffet over at få en cykel”, vurderer Jacob Veller, da ByensNyt var forbi til en snak om jul og traditioner.

“Der er helt utroligt meget udstyr til en cykel i dag, og der kan uden problemer bruges flere penge på udstyr end det selve cyklen koster, især inden for mountainbike-segmentet”

Jacob har ikke mange juletraditioner til en start, men som snakken går, så viser det sig alligevel, at der er et par stykker eller tre der hører sig til i december.

“Der skal selvfølgelig pyntes op i butikken, og så har jeg faktisk lukket mellem jul og nytår, hvilket vel også er ved at være en tradition. Så er der lidt mere ro på, og tid til at være sammen med familien, så det nyder jeg meget. Og så er det vel ikke rigtig jul, før jeg har hørt Den Himmelblå med Shu-bi-dua”, fortæller Jacob.

Jacob Veller foran noget af det udstyr, der godt kunne gå hen og komme til at ligge under mange juletræer i år.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler