20. august 2022

Fra i morgen kan man blive vaccineret i Hammel

De sidste detaljer er ved at være på plads i Arenaen i Hammel Idrætscenter (HIC), hvor det store vaccinationssted åbner i morgen. 

De forskellige infoskærme er ved at blive tjekket. Det samme gælder de opsatte stole, strøm, computere og de afskærmede vaccinationsrum i den ene side af hallen, skriver Favrskov Kommune på deres hjemmeside.

I hallen kan borgere, der allerede har booket tid, bliver vaccineret. Der skal 200 borgere igennem onsdag. Hvis man i posten eller e-Boks har fået besked om at bestille tid til vaccination, så kan der bookes tider i HIC, forudsat at regionen har åbnet for bookingen, og at der er vacciner nok til det.

Hvis du ikke kan finde en tid i HIC, så er det fordi, der ikke er vacciner til det. Så kan du enten vente eller vælge et andet sted. Efter et par uger fra nu regner man med, at der er et fast flow af vacciner, så vaccinationskapaciteten er fuldt udnyttet i Hammel.

Her kan du bestille en vaccinationstid

Vaccinationsstedet i HIC drives af Regionshospitalet Randers i samarbejde med Favrskov Kommune, og det er bemandet af personale fra både kommunen og regionen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler