I går aftes afholdte Hammel Handel for første gang julebanko i Hammel Idrætscenter, og at dømme efter antallet af deltagende, så bør det ikke blive sidste gang, man laver et lignende arrangement op til jul.
Godt 450 personer havde fundet vej til Arenaen i Hammel Idrætscenter, og da der var gjort klar til godt 420 personer fra start, så var man til sidst nødt til at sætte flere borde og stole op, så alle fik en plads. Der var gevinster fra byens butikker og virksomheder for tæt på 80.000 kroner, så der var gode ting at få med hjem, hvis man var så heldig at få banko, og hovedpræmien, som var en grill fra Knold & Krave, havde såmænd en værdi af 12.000 kroner.
For at deltage, skulle man have handlet for mindst 200 kroner i en af byens butikker, hvilket udløste en bankoplade, og da langt de fleste indløste fem bankoplader, som var det maksimale, så kan man konstatere, at der i den grad er blev julehandlet lokalt.

“Det har været ret spændende at se, hvor mange der rent faktisk ville dukke op, fordi der har jo ikke været nogen form for tilmelding, så vi er meget glade og tilfredse over, at så mange har valgt at bruge en tirsdag aften op til jul på at spille banko. Det kunne godt tyde på, at vi har ramt noget rigtigt, og mon ikke det kalder på en gentagelse til næste år?”, lyder det storsmilende fra Lise Reese, der er formand for Hammel Handel, da de sidste gæster var gået omkring klokken 22 i går aftes, inden hun tilføjer:

“Jeg er også dybt imponeret over, hvor mange flotte præmier som butikker og virksomheder har doneret, det er virkelig godt gået. Det har også gjort, at vi har kunnet spille hele tyve spil med lutter flotte gevinster hele vejen igennem”
