Op gennem 80´erne var Jens Ove Friis, også kendt som JOF, et kendt ansigt i Hammel, hvor han blandt andet drev Musikcentret, Troubadouren og meget mere. Snart udkommer en selvbiografi med titlen “Den onde bagmand”.
I 1980 så Musikcentret dagens lys i Østergade i Hammel, og blev i de efterfølgende år en særdeles populær musikforretning. I 1985 solgte han Musikcentret, der herefter fortsatte i andet regi i flere år efterfølgende, mens JOF selv fik job i Polygram, hvor han blev local repetoirechef. Sidenhen kom han til CMC i Nordjylland, inden han startede sit eget label, RecArt.
Jens Ove Friis har stået bag udgivelser med navne som Allan Olsen, Lars Lilholt, Flemming “Bamse” Jørgensen, Lis Sørensen og mange flere, og har været involveret i udgivelser, der i alt har rundet mere end ti millioner solgte eksemplarer. Han trak sig tilbage i 2021, da han fik konstateret uhelbredelig kræft, og siden da, har der været forholdsvis stille omkring ham.
Nu er han så klar til at fortælle om sine 47 år i musikbranchen, både i Hammel og tiden derefter, naturligvis med fokus på musikken, men også på hans sygdom og uvisheden om, hvor lang tid han har at leve i. Da det hele startede i Hammel sin tid, så lanceres bogen, der har fået titlen “Den onde bagmand” såmænd i Hammel.
Den 24. august indtager Jens Ove Friis Shielas Café, hvor Musikcentret i sin tid havde butik. Her byder forfatteren på kaffe og snak klokken 13, og her kan man også få signeret bogen.
Jens Ove Friis gik på Frijsenborg Efterskole i 1971-1973, og blev sidenhen først medlem og siden formand for skolens bestyrelse helt frem til 2021, hvor han trak sig tilbage. Indtil for få år siden boede han i Rønde, men er nu bosiddende i Helsingør.