21. september 2021

På Frijsendal Friskole gør man klar til første skoledag midt i Corona

Artiklen er skrevet af Heidi Qvistgaard Dalbjerg

På mandag er det første dag i førskolen for mange børn i Favrskov Kommune. 15 af dem skal starte på Frijsendal Friskole i Sall, hvor SFO- og skolespirer-leder Marie Hoeg Agerbæk er ved at gøre klar, så godt som det er muligt. 

”Det er specielt at skulle byde nye børn og forældre velkommen i den her tid. Vi må ikke invitere forældre og børn hen på skolen, så de kan se den inden, så det har vi rykket online,” fortæller Marie Hoeg Agerbæk, og fortsætter. 

”Vi nåede heldigvis at tale med forældrene tilbage i efteråret, mens det stadig var muligt. Men den gang handlede det mere om, om deres barn var klar til skolestart. Nu vil vi gerne sikre, at de har alle væsentlige informationer, og at de er trygge og rolige ved at skulle sende deres barn hen til os.”

Udeskole i udgangspunktet

Frijsendal Friskole har store udendørsarealer, som er inddelt i zoner, så klasserne holdes opdelt i timer, frikvarter og SFO. Og skolespirerne har fået det store område med halvtag, hvor Marie og hendes kollega Mette har gjort klar til de nye skolespirer med blandt andet opslagstavler, så børnene hurtigt kan være med til at sætte præg på deres klasselokale. 

”I udgangspunktet skal vi jo være ude hele tiden, så vi har ønsket at skabe nogle rigtig gode rammer for det. Børnene er vant til at være ude det meste af tiden fra børnehaven, så det regner vi med, at det bliver helt fint,” siger skolespirer-lederen, som også fortæller, at de selvfølgelig også har et indendørs lokale til den første kolde tid eller hvis vejret er slemt.

”Vi forsøger at lave en meget sikker førskolestart, og det er vores fornemmelse, at forældrene er trygge ved at sende deres børn afsted på trods af corona med de foranstaltninger, som vi tager. Og i det lys er det måske også meget fint, at vi på nuværende tidspunkt har et par ledige pladser i klassen, så det kun er 15 børn og så to faste voksne, der er sammen hele tiden,” slutter Marie Hoeg Agerbæk, som glæder sig til at se de mange nye skolespirer for første gang på mandag. 

Relaterede artikler

Vejret i 8450

Hammel
overcast clouds
12.8 ° C
13.7 °
12 °
83 %
6kmh
100 %
tirs
13 °
ons
18 °
tors
14 °
fre
14 °
lør
16 °