18. april 2024

Repair Café InSide udskyder genåbning

Repair Café InSide fik før jul en flot start på det nye koncept, hvor frivillige med fingersnilde, hjælper andre med at fixe ting, som er for gode til at blive smidt ud, men som trænger til en kærlig hånd, på den ene eller anden måde.

Restriktionerne på blandt andet kulturhuse gjorde, at man var nødt til at lukke ned før jul, og Repair Café InSide aflyser endnu en åbningsdag nu på lørdag på grund af den aktuelle coronasituation.

Den store flok frivillige ”fiksere” glæder sig ellers til at komme i gang med reparationerne igen, men konceptet er stærkt udfordret af den stærkt smitsomme virus.

Kulturhuset er åbent igen, og det er også tilladt at afholde siddende arrangementer, men hele konceptet med at lade genstande gå fra hånd til hånd, at sidde og kigge over skulderen på reparatøren og at få snakket sammen på kryds og tværs rimer desværre ikke rigtigt på corona.

Derfor har Repair Cafeen besluttet at holde vejret lidt endnu, og håber så på, at man kan invitere indenfor med ting og sager, der trænger til en kærlig hånd, når der næste gang er en åbningsdag i kalenderen – lørdag d. 19. februar.

Man kan følge Repair Café InSide på Facebook og der følge med i, hvornår der er mulighed for at få repareret det, der er for godt til at smide ud.

https://www.facebook.com/RepairCafeInSide

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler