Torsdag aften skydes Hammel Hestemarked helt bogstaveligt i gang, når de første løbere til Frijsenborg Løbet sendes afsted klokken 18.00. Herefter er der officiel åbning i Hestestalden ved borgmester Lars Storgaard, der samtidig markerer starten på fire dages fest og glade dage i byen.
Der er som altid lagt op til en festlig weekend, hvor der er noget for de fleste. Der bliver igen halfester i Arenaen, både fredag og lørdag, masser af god musik i teltet på pladsen, gode madboder i mange forskellige varianter, stort tivoli med forlystelser til både store og små samt naturligvis det store kræmmermarked, der i år har tiltrukket en hel del nye stande på det traditionsrige marked. Lørdag er der kapsejlads på søen, og igen i år er der stor tilmelding til denne begivenhed, der plejer at være et særdeles festligt indslag om eftermiddagen.
Arrangørerne forventer, at godt 50.000 mennesker besøger Hammel Hestemarked i de kommende dage, så der bliver godt gang i byen, og i sær omkring Hammel Idrætscenter, hvor markedet afholdes. Eneste ting der ikke foregår omkring idrætscenteret er det legendariske bankospil, der afvikles i InSide.