18. april 2024

Stort byggeri på FUS skrider frem efter planen

Elevtallet skal udvides på Frijsenborg Efterskole, så man når op på 100 elever, mens der lige nu er plads til 91, og det kræver naturligvis nye værelser, men også en ombygning af foredragssalen og spisesalen.

Håndværkerne er i fuld gang med at omdanne den gamle forstanderbolig, der lå for enden af efterskolen til en ny værelsesgang, hvor der bliver plads til 12 nye elever fra august, således at elevtallet når op på 100 elever. Med udvidelsen følger også en ombygning af foredragssalen og spisesalen, så der bliver plads til alle mand.

“Vi har længe talt om at øge elevtallet, således at vi styrker økonomien på den lange bane. Vi har en sund økonomi, men nu fremtidssikrer vi, og vi kan se, at skoler med under 100 elever typisk har sværere ved at få tingene til at hænge sammen, fordi man ikke har stordriftsfordele. Med ekstra elever har vi også været nødt til at lave foredragssalen større, da den i forvejen var noget trang, og spisesalen bliver også forlænget, så det er et større projekt vi har kastet os ud i”, fortæller Brian Ovesen, der er forstander på Frijsenborg Efterskole til ByensNyt.

Lige nu er eleverne hjemme på juleferie, der er blevet forlænget til på søndag grundet restriktionerne, og der arbejdes derfor på højtryk med de store maskiner imens, så støjgenerne bliver så minimale som muligt, når efterskolelive igen genoptages. Til februar skal skolen på skitur til Norge, som det ser ud lige nu, og i den periode og lidt til, bliver spisesalen lavet, mens foredragssalen efter planen er færdig til maj.

“Vi gør hvad vi kan, for at eleverne bliver mindst muligt berørt af byggeriet, og de når jo at få glæde af både spisesal og foredragssal inden de stopper. Vi får lavet en amfiscene udendørs foran foredragssalen, således at vi kan bruge salen i andre sammenhænge til større arrangementer, da vi kan åbne helt op til salen. Det bliver rigtig godt, og noget vi har store forventninger til, både i forhold til arrangementer, men også bare til almindelig ophold når det er godt vejr”

Skitsen ser, hvordan den nye foredragssal og amfiscene kommer til at blive et stort aktiv for efterskolen, da den kan bruges i mange sammenhænge
Og sådan ser foredragssalen ud lige nu

Fleksibel værelsesgang

Udover nye værelser i den gamle forstanderbolig, så bliver der også bygget mødelokaler i samme omgang, hvilket er noget som skolen har savnet, mens et eksisterende tremandsværelse bliver nedlagt og omdannet til lokale til forberedelse for lærerne. Der kommer fire tomandsværelser og et enkelt firemandsværelse der får sit eget badeværelse, hvilket kommer til at gøre det hele mere fleksibelt.

“Lige nu har vi drenge og pigegange, men den nye værelsesgang bliver mere fleksibel og åbner op for, at drenge og pige kan dele gang, og derved er vi heller ikke så låst, når vi skal optage elever, så har vi for eksempel flere piger end drenge, så kan det bedre lade sig gøre at rykke rundt og derved få det til at gå op. Det er noget vi har set andre steder, og det tror jeg nok skal komme til at fungere her”, siger Brian.

Sådan kommer den nye værelsesgang samt kontorer til at se ud til august, når det nye elevhold er klar til at rykke ind
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler