19. april 2024

Borring: Jeg troede slet ikke at jeg skulle være borgmester

Efter 12 år som borgmester i Favrskov Kommune, stoppede Nils Borring på den post da 2021 blev til 2022, for at blive afløst af Lars Storgaard fra Det Konservative Folkeparti. ByensNyt fik det sidste interview på selve nytårsaften med Nils Borring som borgmester, og kigger i de følgende linjer tilbage på nogle af de ting, der er sket i de sidste 12 år.

Første del af interviewet kan læses her, mens anden del kommer senere på ugen.

Nils Borring blev borgmester efter Anders G. Christensen, og på det tidspunkt var det, i følge Nils Borring, næsten utænkeligt, at kommunen skulle gå hen og blive “rød”, men det gjorde den, og har været det lige indtil årsskiftet, hvor flertallet igen er blåt.

“Jeg troede slet ikke, at jeg skulle være borgmester for 12 år siden, fordi Favrskov Kommune indtil da havde været “blåt land”. Ser vi på folketingsvalg, så er favrskov blåt, så jeg vil blandt kigge tilbage på, at det er lykkedes for mig og mine partifæller, at holde et rødt flertal i kommunen, næsten lidt naturstridigt, i 12 år, hvilket jo må betyde, at vælgerne har været tilfredse med det vi har leveret. Det skal jeg så ikke kunne sige, om de ikke er længere, men der har nok også været nogle landstendenser der har været med til at flytte flertallet”, lyder det fra Nils Borring til ByensNyt, og følger op med en vurdering af, om Socialdemokratiet selv kunne have gjort nogle ting anderledes i forhold til et bedre kommunalvalg:

“Man kan jo se på nogle af dem, der er gået meget frem, som konservative, at det jo ikke kan være på baggrund af det de har leveret i byrådet, fordi der synes jeg ikke de har skilt sig ud fra andre partier. Så deres fremgang må dels være nogle landstendenser og så måske fordi, at nogle af deres kandidater, har lovet rigtig meget, som, efter min vurdering, bliver svært at holde. Måske har vi lovet for lidt, men vi har en ansvarlig tilgang til tingene, og lover ikke mere, end vi kan holde”

På billedet ses Nils Borring sammen med Kristoffer Merrild, da sidstnævnte fejrede fødselsdag under valgkampen foran Super Brugsen

Nils Borring overlader borgmesterposten og kommunen til Lars Storgaard med ro i sindet og en glæde over, at økonomien er god og robust.

“Noget af det jeg vil se tilbage på er økonomien, som vi fik styr på, og som var noget af det første vi gik i gang med, da jeg overtog borgmesterposten. Det var nødvendigt, da det var en økonomi der var i ubalance, og hvor vi startede med at skære næsten 100 millioner kroner på driftsbudgettet, så det var en stor opgave, der også var spændende. I takt med at vi fik styr på økonomien samtidig med at Folketinget også har givet flere penge til kommunerne, så har vi kunnet levere nogle gode resultater i Favrskov”

“Mange ting jeg ikke har nået endnu”

Nils Borring fortsætter i byrådet, men hvad tiden ellers skal bruges på, har han endnu ikke besluttet sig for, men han er dog ikke bekymret for, at komme til at kede sig.

“Jeg har så mange ting, jeg ikke har nået endnu, så det skal jeg måske begynde på nu. Alene at få styr på alt det jeg har lavet de sidste 12 år i forhold til mails, korrespondancer, billeder og gamle billeder og breve, der liger et stort arbejde, som jeg gerne vil bruge noget tid på. Jeg vil gerne have lavet nogle fotobøger, for eksempel med billeder fra de to royale besøg der har været i min tid, og få sat system i mange af de fine breve og mails jeg har fået gennem tiden, og som kunne være sjove for eftertiden”, fortæller Nils Borring, der samtidig konstaterer, at han jo fortsætter i politik og stadig vil være et aktivt medlem af byrådet de kommende fire år.

“Provsten ringede til mig, og spurgte om jeg havde brug for en præst, hvortil jeg svarede, at jeg jo ikke var død endnu, og det er jo det der ligger i det, jeg fortsætter jo i politik, blandt andet som formand for plan og landdistriktsudvalget, så der ligger jo stadig nogle opgaver at løse og dem får jeg så bare noget mere tid til at løse. Inden jeg blev borgmester, købte vi et sommerhus, så det får jeg måske noget mere tid til at bruge fremadrettet, og så har jeg også nogle børnebørn som jeg vil bruge mere tid sammen med”, kommer det med et smil fra Nils Borring.

Nils Borring på plads i studiet hos Radio Favrskov til sin sidste nytårstale som borgmester
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler