Fantasifuld 3D-streetart foran InSide

Dato/klokkeslæt
Dato: 27/06/2022 - 30/06/2022
Kl.: 10:00 - 15:00

Sted
Hammel Bibliotek


Øjne og hjerne bliver både underholdt og snydt på den sjove måde, når man i uge 26 kan opleve et stort kunstværk blive til på pladsen foran InSides hovedindgang.

Kunstneren Remko van Schaik fra Utrecht i Holland har leveret fantastiske værker over hele verden, hvor ingen by eller plads har kunnet vide sig sikker for lava, dinosaurer, rumskibe eller noget hele andet, når den fremragende streetart-kunstner giver fantasien frit løb og vender op og ned på vores oplevelse af form og flade. “Trompe l’oeil” er et kunsthistorisk fænomen med mange år på bagen, og Remko van Schaik behersker 3D-teknikken til perfektion.
Hvad man kan glæde sig til at opleve i Hammel skal være en overraskelse, men sikkert er det, at der bliver mulighed for sjove familiefotos, når den kunstneriske illusion er færdig torsdag d. 30. juni.

Remko van Schaik kommer til Hammel mandag d. 27. juni efter han i weekenden har været til den store street art-festival i Brande. I ugens løb er alle velkomne til at komme forbi InSide og se ham arbejde. Hvis det regner, må han nødvendigvis holde pause, så der er ikke sat tider på kunstnerens arbejde. Værket vil kunne opleves hele sommeren. Man kan se eksempler på Remko van Schaiks værker på kunstnerens hjemmeside https://www.remkovanschaik.com/

Projektet er støttet af Kultur- og Fritidsudvalget. 

Fri entré

Klara Hooge
Klara Hooge går på Favrskov Gymnasium og er ansvarlig for at opdatere kalenderen på ByensNyt. Hvis du har et arrangement som du gerne ser i ByensNyts kalender er du velkommen til at sende den til redaktionen, så ser vi på det.