Dato/klokkeslæt
Dato: 01/11/2022
Kl.: 19:00 - 21:00
Sted
Hinnerup Bibliotek & Kulturhus
Trods vor magt over naturen udgør jordskælv og tsunamier stadig voldsomme og uforudsigelige trusler mod liv, ejendom og infrastruktur. Men jordskælv holder også Jordens overflade ung, frugtbar og oven vande og afslører detaljer om Jordens dybe indre.
Det er klodens urolighed som holder Jordens overflade beboelig og smuk for væsener som os.
Men i en verden hvor mennesket i stigende grad er herre over sine eksistensvilkår, står jordskælv og tsunamier tilbage som nogle særligt voldsomme og uforudsigelige trusler som vi gerne vil forstå for bedre at kunne beskytte liv, ejendom og infrastruktur.
Du vil få at se hvordan høj-præcise GPS-målinger og radarsatellitmålinger kombineres med klassiske geologiske undersøgelser og nu giver bedre mulighed for at forudsige risikoen for jordskælv.
Computerberegning af jordskælvsbølger kombineres med modeller af bygninger for at forbedre sikkerheden indendørs. Og computernetværk sammenkobler seismometre til hurtig varsling af borgere når jordskælvet faktisk går i gang og en eventuel tsunami er på vej. På denne måde er konsekvenserne ved jordrystelser stærkt reduceret i de egne hvor der er råd til at bygge rigtigt. Tsunamier er derimod stadig svære at værne sig imod.
En positiv sideeffekt af jordskælvsbølger er at de også spiller den centrale rolle i forskernes forståelse af Jordens indre: et globalt net af tusinder af seismometre danner samlet set det indadrettede “Hubble-teleskop” som giver meget detaljerede billeder af Jordens indre struktur, og det giver os indsigt i den “motor” som former oceaner, bjergkæder og vulkaner.
Under foredraget får du lejlighed til at lytte til jordskælv og forske lidt med ørerne: kan man høre om Jorden er smeltet indeni?
Læs mere om foredraget, se billeder og læs om evt. pladsreservation
Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og er led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.
Hvis du vil modtage bonusmateriale og tippes om kommende foredrag, så følg foredragenes nyhedsbrev eller sociale medier.
Fri entré