Røde Kors Hadsten-Hinnerup starter nyt tilbud op til unge mellem 15-25 år

Til september starter et nyt tilbud op til unge mellem 15-25 år i Røde Kors Caféen i Hadsten, blandt andet takket være en donation fra Hadsten Rotaryklub.

Et tilbud til unge mennesker der mangler et fællesskab at være en del er, ser nu snart dagens lys, når Røde Kors Hadsten-Hinnerup åbner Ungecaféen i Røde Kors´ lokaler i Hadsten. Her er det planen, at man hver anden mandag i ulige uger, holder åbent om eftermiddagen for unge mennesker, der er ensomme, er i mistrivsel eller blot mangler et fast tilholdssted med andre unge mennesker.

Vi har tidligere på ByensNyt fortalt om donationen fra Rotary, og nu skal pengene så omsættes til handling. Gitte Krogh Hansen, der er bestyrelsesmedlem i Røde Kors Hadsten-Hinnerup, fortæller, at man har valgt at caféen skal have til huse i Hadsten, blandt andet fordi der er flere ungdomsuddannelser i byen, og med en placering i Østergade, lige over for stationen, så er det tilgængeligt for de fleste.

“Første gang vi holder åbent er den første mandag i september, og herefter bliver det så hveranden mandag i ulige uger. Til en start tænker vi, at holde åbent fra klokken 15.30 og så et par timer frem. Vi har ikke lagt os fast på, hvad vi skal lave, og tænker at de unge der kommer i caféen selv skal være med til at definere, hvad timerne skal bruges på. Vi sørger for hyggelige rammer og caféværter, og så finder vi sammen ud af, hvad timerne så skal bruges på”, fortæller Gitte Krogh Hansen, der blandt andet forestiller sig, at det kunne være aktiviteter som spil, musik, krea-ting, snak, hygge og meget mere, der kommer til at danne rammen om aktiviteterne i caféen.

Opdraget fra Rotary i Hadsten går på, at stedet skal være for unge der er ensomme eller i mistrivsel, men Gitte understreger, at alle mellem 15-25 år er velkomne. Det er bliver frivillige voksne der skal drive det nye tilbud, og Gitte sætter her lidt ord på, hvad den rolle går ud på:

“Det er frivillige der kommer til at stå for caféen og være værter, og her er vi på udkig efter nogen der kunne have lyst til dette. Det kræver ikke at man er fagperson, men er du god til at lytte, har noget livserfaring, kan være nærværende, og har man lyst til at bruge nogle timer sammen med unge mennesker, så hører vi meget gerne fra dig. Det er vigtigt at understrege, at caféen ikke er et sted, hvor vi tager de helt svære og særlige samtaler, her vil vi opfordre den unge til at søge hjælp hos forældre, en lærer de er tryg ved eller sin læge. Vi skal ikke gå ind i det der er rigtigt svært, fordi det har vi ikke kompetencerne til”, siger Gitte og fortsætter:

“Hele idéen med Ungecaféen er, at give de unge et trygt sted, hvor der er plads til at være den man er, samtidig med, at man forhåbentlig finder et fællesskab og kan knytte nogle relationer til andre unge. I Røde Kors har vi mange tilbud, også i forhold til at blive frivillig, og det er noget vi vil forsøge at tale ind i, fordi det kan være med til at give en et fællesskab. Det kunne både være som hjælper i netop Ungecaféen, men også Café Snakbar eller et helt tredje sted, f.eks en forening, hvor man kan møde nye mennesker og få de relationer, som man måske går og savner samt føle, at høre til et sted”.

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.