Drømmen har været der i mange år og nu udlever Vicktoria den hos EDC Huset

Det er nok de færreste der ved, hvad de vil lave i deres voksenliv, mens den stadig står på folkeskole, men for Vicktoria Stokholm har planen været klar i mange år.

Allerede i folkeskolen drømte Vicktoria om, at blive ejendomsmægler, og her nogle år senere, er hun så havnet i branchen som trainee hos EDC Huset Hadsten og Hinnerup, hvor hun skal være de kommende to år. 

”Jeg har længe vidst, at jeg ville være ejendomsmægler, og er kun blevet bekræftet i det, efter min start som trainee. Jeg er landet på rette hylde, ingen tvivl om det. 

Vicktoria er ikke gået den traditionelle vej, og droppede ud af 10. klasse og begyndte i stedet at arbejde. Herefter tog hun en gymnasiel uddannelse og startede efterfølgende på Erhvervsakademiet i Aarhus, hvor hun studerede til finansøkonom.

”Man kan sige, at jeg tog tingene i omvendt rækkefølge, så jeg havde sabbatår, mens andre startede i gymnasiet. Jeg havde krudt i røven dengang, så derfor blev det den vej jeg gjorde tingene. Jeg har stor interesse for indretning, og så kan jeg rigtig godt lide kundekontakten og salg, så at blive ejendomsmægler er for mig det helt oplagte valg”.

Jens Christian Christensen, der er medejer af EDC Huset Hadsten og Hinnerup, er glad for at have fået Vicktoria med på holdet, hvor hendes lokalkendskab vægter højt i Jens Christians bog.

Det er nemlig ofte det lokale kendskab, der gør forskellen i et salg, hvor køber som oftest kommer fra de omkringliggende kommuner, uden nødvendigvis et stort kendskab til Favrskov.

”Det har stor betydning for os, at Vicktoria er lokal og kender området, både i 8382 Hinnerup og 8370 Hadsten, rigtig godt. Det er ofte svært at finde personer som Vicktoria, så vi er meget glade for, at hun er landet hos os. Vi vil gerne være så lokale som muligt, og deltage i lokale arrangementer, og her gør det bare en forskel, hvis vi så også selv er lokale og bosat i området”, fastslår Jens Christian og tilføjer:

”Vicktoria har helt klart en fordel, set med mine øjne, i, at hun bor her og har tænkt sig at blive, fordi når hun er færdiguddannet, så smutter hun ikke til Aarhus, som mange andre måske ville gøre. Og går det som vi håber, så fortsætter hun hos os efter endt uddannelse”.

Vicktorias praktikophold blev taget hos en ejendomsmægler i Aarhus Nord, men det helt lokale trak i hende, og hun er glad for at det endte med en ansættelse hos EDC Huset.

”Jeg får lov til at lave mange forskellige ting, og komme med rundt, f.eks når en ejendom skal vurderes, så det er en meget alsidig arbejdsdag, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har truffet det rette valg”, siger Vicktoria Stokholm.

Vicktoria, der kommer fra Hinnerup og er bosat i Foldby sammen med sin kæreste og deres barn på halvandet år, er 24 år gammel og skal i de kommende to år, inden hun kan kalde sig ejendomsmægler, være i EDC Husets afdelinger i Hadsten og Hinnerup.

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.