Svitlana fra Hadsten Blomster er klar til DM i Blomsterkunst 2026

Den smukke Rådhushal på Odense Rådhus danner i år rammen omkring det 29. Danmarksmesterskab i Blomsterkunst, når landets allerbedste blomsterdekoratører mødes for at dyste om titel og pokal. Og så sker det ydermere med lokalt islæt, idet Svitlana Blahovisna er blandt deltagerne.

Svitlana Blahovisna – blomsterdekoratørelev i Hadsten Blomster – deltager i weekenden 14.-16. august i Danmarksmesterskabet i Blomsterkunst. Mesterskabet finder sted i den smukke Rådhushal på Odense Rådhus, hvor 13 af landets bedste florister stiller op i Danmarks smukkeste konkurrence.

Alle deltagere har kvalificeret sig gennem lokale mesterskaber over hele landet.

Showopgave indleder mesterskabet

I årets mesterskab skal deltagerne løse fire opgaver over to konkurrencedage. De udfordres ikke kun på deres faglige dygtighed, men også på innovation og kreativitet, indlevelse og forståelse, formgivning og farvesans.

Fredag lægges ud med en show-opgave, hvor de populære Botanicals fra Lego skal blandes med levende blomster og materialer. Herefter følger en opgave, som deltagerne har forberedt sig på i månederne op til mesterskabet.  Inspirationen til denne opgave er hentet i byens domkirke, der i 800 år har stået som symbol på forbindelsen mellem det jordiske og det åndelige, mellem naturens cyklus og menneskenes fortællinger. Lørdag udfordres deltagere med to ukendte opgaver, der først præsenteres umiddelbart før konkurrencestart.

Blomstrende weekend i Odense

Danmarksmesterskabet i Blomsterkunst finder sted i forbindelse med Odense Blomsterfestival, hvor et DM i Blomsterkunst passer fantastisk ind i den blomstersmykkede fynske hovedstad.

Gratis adgang for publikum

Det hele kan opleves i Rådhushallen på Odense Rådhus fredag den 14. august fra kl. 11 .00 – 17 og lørdag den 15. august fra kl. 10:00 – 16:00. Søndag den 16. august byder på en lang række indslag med bl.a. kåring af årets Danmarksmester kl. 12.00, og alle de smukke arbejder er naturligvis udstillet.

Begge dage er der fri adgang for publikum, som således kan følge de dygtige florister på allernærmeste hold.


DM i Blomsterkunst afvikles hvert andet år med Floristen Danmark – Dansk Blomsterhandlerforening som arrangør. Alle deltagerne har kvalificeret sig til mesterskabet gennem regionale mesterskaber. I år deltager 9 seniorer (udlærte) og 4 juniorer (elever), og der kåres en Danmarksmester i hver af de to klasser.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.