Flot opbakning til årets cykelfest i Hadsten

”Det er et imponerede felt I har og det er altid en fornøjelse at se, den flotte opbakning som hele byen leverer til jeres gadeløb her i Hadsten” Sådan lød det fra Christian Moberg, der er sportsdirektør for Team ColoQuick og som igen har år har været kommentator til Tour de France, da ByensNyts udsendte talte med ham under løbet.

Igen i år fik flere af de store profiler vist sig godt frem i årets løb. Men selv de internationale profiler må sande, at man ikke bare kører fra feltet, når det består af landets bedste kontinentalryttere og ryttere fra A-klassen, som alle er opsat på, at slå de hjemvendte stjerner.

Faktisk spottede jeg også de to verdensklassebaneryttere Lasse Normann Leth og Robin Skivild i feltet, som tilsyneladende havde valgt at køre løbet som god træning.

Borgmester Lars Storgaard skød på vanlig vis løbet i gang og glædede sg over at se den flotte tilslutning til løbet til trods for en aften, hvor en ret frisk vind godt ville kunne tage modet fra nogle. Han glædede sig også over at se ryttere i Hadsten, som man normalt kun ser i fjernsynet, når de viser de store løb og synes det var godt at arrangørerne i sidste øjeblik også havde fået an aftale på plads med vinderen af den afsluttende etape i post Nord Danmark Rundt Rasmus Søjberg.

Tilskuere i Fanzonen

Benhårdt at køre gadeløb her i Hadsten

”Det er jo altid bare benhårdt, at køre Hadsten Gade Grand Prix” lød det fra Anders Foldager fra Team Jayco Alula, da jeg interviewede ham i Fanzonen ”og det er bare fuld tryk fra start til slut!” sagde han.

Fanzonen bød på platter fra MadXpressen og øl, vin og vand fra Skjold Burne, et podium med godt udsyn til målstregen og ikke mindst rigtig god stemning. Og i Fanzonen kunne publikum udover Foldager også møde Kasper Asgreen fra EF Education Easy Post, Anthon Charmig fra UNO-X Mobility, Johan Price-Pejtersen fra Alepecin Deceuninck og Rasmus Søjberg fra Decathlon samt sidste års vinder Kasper Andersen.

De stillede sig velvilligt op til både interviews og fotos med deres fans.

Price-Pejtersen, Søjberg, Foldager med borgmester Lars Storgaard i Fanzonen.

Hadsten Gade Grand Prixs ophavsmand Jesper Tikiøb er i i dag eventchef i Danmarks cykelunion og er også en af bagmændende bag det nye store danske world tour løb Copenhagen Sprint, som er blevet en stor international succes. Han fortalte om, hvordan han hvert år glæder sig til at komme til Hadsten. det var her hans karriere startede som løbsarrangør og nu har et lokalt og dog anerkendt lokalt gadeløb i Hadsten ført til et internationalt worldtour løb i København.

Christian Moberg i snak med Jesper Tikiøb i Fanzonen (Foto: Niels Peter Elgaard)

Kasper Asgreen, der med 10 grand tours og 21 klassikere på CV’et kom direkte fra Tour de France. Han var kun kommet til Danmark for at køre gadeløb her i Hadsten. Jeg spurgte ham, om han med sine etapesejre i både Tour de France og Giro-d’Italia og sejr i Flandern Rundt stadig satte sig store mål for, hvad han gerne ville opnå i sin karriere. ”Ja, det gør jeg” lød det. ”Jeg vil gerne vinde her i Hadsten!” Den kommentar vakte jubel.

Der var trængsel på lægterne og løbsspeaker Torben Joensen gjorde hvad han kunne for at holde publikum opdateret på situationen i det hektiske løb. Og som det er sket flere gange før blev løbet, til trods for flere udbrud under vejs, afgjort på sidste omgang.

Malmberg i spiden på Søndergade

Her tog de to stærke ryttere fra italienske Swatt Club Matias Malmberg og Kasper Andersen samt Marcus Sander Hansen fra BHS PL Beton Bornholm sagen i egen hånd og satte ind med et hårdt afsluttende angreb fra bunden af bakken. Matias Malmgren vandt med Marcus Sander Hansen på anden pladsen og sidste års vinder Kasper Andersen som nr 3.   

Favoritterne kom i mål sammen med feltet lige efter, idet Anders Foldager og Johan Price-Pejtersen dog var faldet tilbage nogle omgange før mål og kom ind i en mindre gruppe ca. et halvt minut efter.

Byen var pyntet op og der var gang i midtbyen allerede før løbet med helstegt pattegris ved Kvickly og drikkevarer og popcorn ved flere boder og butikkerne holdt åbent med musik i gaden til kl. 22.00.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.