Nu er det slut med at parkere på Vestergade

Indtil for nylig var det lidt af et zigzag forløb at bevæge sig gennem Vestergade i Hadsten, hvor parkerede biler i den ene side af vejen gjorde det besværligt at køre, hvis man havde retning mod midtbyen.

Tilsyneladende har det generet i så stor grad, formentlig for diverse skraldebiler og andre store køretøjer, at man nu har valgt fra Favrskov Kommunes side, at gøre det ulovligt at parkere i Vestergade.

Det må siges at have haft den ønskede effekt, at opsætte skiltene, der nu gør det ulovligt at parkere, men dog tillader standsning i op til tre minutter, og da ByensNyt gik gennem Vestergade forleden, var gaden helt tom for biler.

ByensNyt har henvendt sig til Trafik og Veje i Favrskov Kommune for at høre mere indtil beslutningen, men de er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.