Der er ni ungdomsklubber i Favrskov, fordelt over hele kommunen, og i går åbnede tilmeldingen til det kommende skoleårs aktiviteter, og man skal ikke sidde på hænderne, hvis man vil være med.
Der er et hav af muligheder i ungdomsskolen i Favrskov, heriblandt gokart, madlavning, vandaktiviteter, diverse kreative værksteder, outdoor, rejser og meget, meget mere. Tilmeldingen åbnede i går klokken 12, og allerede nu er flere hold fuldt besatte med dertil hørende venteliste, mens der på andre hold er få pladser tilbage. Du kan se alle holdene og hvordan du tilmelder dig på UngFavrskovs hjemmeside
“I ungdomsskolen kan du f.eks. stå på vandski, spille musik, skate, tage jagttegn, lære at lave mad, klatre, køre gokart, tage på rejser eller engagere dig i ungerådet – mulighederne er mange! Og vigtigst af alt: Du bestemmer selv, hvad du vil være en del af. I fritids- og ungdomsklubberne får du en tryg ramme om din fritid, hvor du kan hygge med vennerne, deltage i forskellige aktiviteter og bare være til stede”, skriver UngFavrskov på deres hjemmeside.
Ungdomsskolerne er for unge som er startet i 7. klasse og op til 17 år. Det er dog muligt, hvis der er plads på holdet, at være helt op til 25 år.

