Josephine og Lauras venskab og mangel på god kaffe har skabt den rullende café Berta

Ude på landet, midt mellem Hammel og Hadsten, finder man Granslev, en landsby med godt 120 husstande. Her bor Laura og Josephine med hver deres familie, og sammen har de skabt den rullende café, som er døbt Berta.

Forleden så denne artikels forfatter et opslag på Facebook Hadsten omkring, at der ville komme en rullende café ved navn Berta ud til Kollerup Gods, som i samme ombæring holdt åben have. 

Det var to kvinder ved navn Josephine og Laura fra landsbyen Granslev, midt mellem Hadsten og Hammel, der stod for opslaget. Her på ByensNyt glædes vi altid over, når ting opstår og folk tager initiativer til at gøre noget godt for deres lokalsamfund. Så derfor tog jeg kontakt til Josephine for at høre, om de havde lyst til at fortælle om deres projekt med Berta, som de har døbt deres ombyggede campingvogn, og det havde de heldigvis.

Da det var premieren for caféen i lørdags, var der nok at se til for de to kvinder, og derfor aftalte vi, at mødes efterfølgende til en snak om, hvordan det så var gået og, hvad fremtiden for Berta bringer. Tirsdag formiddag gik turen så til Granslev, en by som ligger lidt for sig selv, og som man ikke lige tilfældigvis kommer igennem.

Granslev kunne sagtens være en by, der var på vej mod afvikling, men heldigvis er tilfældet det modsatte. Her er der blandt andet fællesspisning hver 14. dag i forsamlingshuset, som i øvrigt lige er blevet moderniseret, og en aktiv borgerforening, der laver forskellige arrangementer hen over året.

Der er naturskønt i Granslev, og byens kirke som er en såkaldt vejkirke, og har åbent hver dag, er et besøg værd

Læs også: Granslevs samlingspunkt har fået en markant opgradering

De senere år er flere unge par med mindre børn flyttet til byen, blandt andet Josephine Vesterby og Laura Lykke Pedersen. De flyttede hertil fra Aarhus og kendte hverken hinanden eller andre i byen, men det er de kommet til, og er i dag blevet gode veninder. 

”Vi kommer begge fra Aarhus, hvor vi har haft et stort netværk og været vant til at bruge byen og dens mange muligheder. I Granslev er det noget helt andet, og her er det naturen og roen der er i fokus, men heldigvis også en by med rigtig meget sammenhold og meget at samles om. Vi har mødt hinanden gennem vores børn, og så har vi tit talt om, at det kunne være fedt med endnu mere liv og et sted, hvor man kunne få en god kop kaffe”, fortæller Laura.

Stille og roligt begyndte snakken at kredse om, til en start mest for sjov, at så måtte de jo lave deres eget sted, men som tiden gik og snakkene blev flere, så begyndte der at komme reelle idéer på bordet.

Der er både blevet talt om café, gårdbutik og meget andet, men til slut blev de enige om, at starte i det små, så der for det første ikke var alt for mange udgifter til en start, men også så der fortsat er tid til familie- og arbejdslivet.

”Vi er meget ens i forhold til at få idéer og har en god portion handlekraft, så da vi havde fået sporet os ind på, hvilken retning vi skulle gå, så tog tingene hurtig fart. Vi begyndte for alvor i marts, blandt andet med at finde den rigtige vogn, og siden med at finde leverandører, få styr på lovgivning og meget andet, og her har vi nok været lidt naive i forhold til, hvor lang tid det så tager”, siger Josephine og bliver suppleret af Laura:

”Det har været en meget stejl læringskurve, men det er sjovt, og det er vigtigt for os begge at det er det, fordi det er en hobbybix lige nu. Vi vil rigtig gerne være med til at skabe noget værdi for lokalsamfundet, og sparke nogle af alle de idéer vi har i gang, uden vi nødvendigvis kommer til at leve af det. Derfor er det også vigtigt, at det er sjovt og giver mening”.

Der var god aktivitet i de tre timer som Laura og Josephine holdt åbent i deres premiere med Berta. På søndag er de klar fra klokken 13-16

Premieren forløb over al forventning  

Veninderne har også brugt en del tid på at finde den rette lokation til deres rullende café, og efter en dialog med Kollerup Gods, hvor begge parter kunne se gode muligheder i samarbejdet, både nu og på sigt, blev det her premieren på Bertas liv skulle udfolde sig.

Vejret var i top, næsten på grænsen til at være for meget i top, og det havde, sammenholdt med, at der var åben have på Godset, tiltrukket rigtig mange til pop-up caféen foran godset. Her kunne gæsterne blive fristet med kaffe og iskaffe, kage, kolde drikke samt is fra Voel Ismejeri.

”Kollerup var med på idéen om at få en pop-up café, og kunne godt se at vi kan passe ind i nogle af de arrangementer, som de skal lave i den kommende tid. Berta er noget andet end en klassisk foodtruck, og det tiltalte dem, og vi har været på udkig efter et sted, som var noget andet end en parkeringsplads, hvor man kan hænge ud og få en oplevelse på flere forskellige måder. Her passer Kollerup rigtigt godt ind, og det fik vi bekræftet i lørdags”, lyder det fra Josephine og Laura, der allerede på søndag gentager succesen, når de igen er at finde ved Kollerup Gods mellem klokken 13-16.

Berta er allerede booket til flere forskellige arrangementer, blandt andet byfest i Norring og et par private arrangementer, og Laura og Josephine er overvældet over, den store interesse for deres nye tiltag. De konstaterer samtidig, at de ikke kommer til at sige ja til alt, og at deres førsteprioritet altid vil være familien, hvilket er noget de har aftalt inden de for alvor kastede sig ud i iværksætterdrømmen.

”Vi har begge små børn og mænd, og det har førsteprioritet, hvilket vi er helt enige om, så vi skal hen ad vejen finde den rette balance mellem familie, arbejde/studie og Berta. Vi skal også hen ad vejen finde ud af, hvad vi skal sælge, når issæsonen er slut, eller om vi skal tage en vinterpause. Det er vi ikke helt nået til endnu, andet end at det lige nu er helt vildt sjovt, og med de idéer vi allerede har, så finder vi nok på noget, også når det bliver lidt koldere”, siger de samstemmende med store smil.

Der var sommerstemning og god iskaffe ved Kollerup Gods i lørdags, hvor undertegnede desværre selv var forhindret. Så er det jo godt, at man kan sende sin datter i stedet
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.