Nu er arbejdet med nyt serviceområde i gang – får adresse på Ladestedet

De endelige tilladelser er på plads, og nu er arbejdet med en ny servicestation ved motorvejsafkørslen, tæt på Ødum, gået i gang.

På det kommende serviceområde, der kommer til at rumme en restaurant, formentlig McDonald´s, bliver der mulighed for at få ladet sin elbil op, mens der også laves tankstation med dertil hørende vaskehal og kiosk. Der bliver også indrettet et område til samkørsel.

Det er Eriksen Projektudvikling der står for arbejdet med det nye serviceområde, der får adresse på Ladestedet. Vejnavnet er endnu ikke endeligt godkendt, men skal behandles i først Teknik- og Miljøudvalget og herefter byrådet. Det virker dog som en formsag, at dette navn godkendes.

Der er ifølge forvaltningen, ikke mulighed for at give det nye område adresse på Ødumvej, da der ikke er flere ledige numre i den eksisterende husnummerrække. Ligeledes mener man, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at tildele serviceområdet bogstaver i husnumrene.

Der er har været flere andre navne på tegnebrættet, blandt andet Ladeparken og Koldengevej, men førstnævnte blev kasseret, da Teknik og Miljø ikke vurderer at det er en regulær park, og derfor vil være et uhensigtsmæssigt navn. Koldengevej, som relaterer sig til naturområdet vest for serviceområdet, der hedder Koldenge, vil kunne blive forvekslet med Koldingevej, hvilket i følge forvaltningen ikke vil være hensigtsmæssigt.

Tilmed har bygherren haft et forslag om, at området skulle døbes Moselunden, men da der er et område i nærheden ved navn Moselund, så blev det forslag også forkastet.

Derfor ender navnet, med stor sandsynlighed, på den nye vej med Ladestedet, der refererer til, at det er et sted, hvor biler og mennesker kan lades op, enten med strøm, benzin, mad eller blot en lille pause.

Hvornår serviceområdet står færdigt er endnu ikke oplyst.

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.