27. juli 2024

Ny erhvervsfaglig 10. klasse rykker ind på DjH

Efter sommerferien vil der for første gang være en erhvervsfaglig 10. klasse på Den jydske Haandværkerskole.

Favrskov kommune er klar med et nyt tresporet 10. klassestilbud fra august 2021. I tilbuddet kan eleverne vælge mellem tre spor. Et virksomhedsspor, et fagligt og bogligt spor og et erhvervsfagligt spor. Det erhvervsfaglige spor skal foregå på Den jydske Haandværkerskole, hvor eleverne både får en 10. klasse og første grundforløb (GF1) af en erhvervsuddannelse.

Hanne Bisgaard Hansen, der er projektleder på DjH, og som sammen med undervisere og områdeleder har været med til at beskrive og udvikle 10. klassesforløbet glæder sig over, at de unge nu kan vælge mellem tre spor, og at det erhvervsrettede skal foregå på Den jydske Haandværkerskole.

”Det, at der bliver lavet tre spor, gør, at 10. klasses tilbuddet i Favrskov Kommune lige pludselig bliver rettet mod et mere specifikt ungdomsuddannelsesvalg. Samtidig bliver man dygtig på 10. klasses fag og modnet til at tage et mere bevidst valg,” siger hun og fortsætter:

”Der er behov for, at man har mulighed for at prøve noget erhvervsrettet og virksomhedsnært i 10. klasse. Før i tiden, når man tog en 10. klasse, var det tit og ofte for at blive afklaret i forhold til, om man skulle tage en anden uddannelse med hovedvægten på det boglige. Med de tre nye spor kan vi vise, at der er andre spændende ungdomsuddannelser,” siger hun i en pressemedelelse fra DjH.

Ifølge Hanne Bisgaard Hansen kan man, efter et år på skolebænken på DjH, have 10. klasse og første grundforløb med sig i rygsækken. Det betyder, at vil man gerne fortsætte på en erhvervsrettet ungdomsuddannelse, får man direkte adgang til andet grundforløb (GF2). Det betyder dog ikke, at det er den eneste vej at gå.

”Hvis man er kommet til den erkendelse, at det ikke lige er håndværkerfaget alligevel, så har man jo også taget en 10. klasse med alle fagene på 10. klasses niveau, og er derfor klædt på til at gå videre med noget andet,” siger Hanne Bisgaard Hansen.

Der er ansøgningsfrist 1. april.

Foto: Den jyske Haandværkerskole
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler