28. september 2022

Christian er ny direktør i hadsten Boligforening

43 årige Christian Højholt fra Odder tiltrådte 1. november stillingen som direktør i Hadsten Boligforening og det er et ønskejob, fortæller han til ByensNyt.

Han tilbragte de første 14 dage sammen med den afgående direktør Jørgen Kragh Østby, der har fået nye udfordringer i det private erhvervsliv. Christian har siden brugt tiden på at sætte sig ind i opgaverne. “Det at sætte sig ind i regnskaberne, lære kollegerne at kende og lære de forskellige afdelinger at kende er jo vigtigt” siger han, så det har han brugt den første tid på. Der har også været et ekstraordinært afdelingsmøde i den ene afdeling og det har givet ham en god mulighed for at komme tættere på netop den afdeling.

“Det er fantastisk spændende udfordring” fortæller Christian “Det er et ønskejob og jeg er blevet rigtig godt modtaget, både af medarbejderne og af de bebooere som jeg allerede har mødt. Jeg synes vi står over for at kunne realisere nogle rigtig spændende projekter i den kommende tid. En ny helhedsplan og derudover også nybyggeri, så det glæder jeg mig meget til. Men allermest glæder jeg mig til her på den korte bane og komme endnu tættere på vores beboere og til den kommende generalforsamling her i foråret, får jeg jo mulighed for at møde rigtig mange på en gang. Jeg har også det princip, at min dør altid står åben for beboerne og man er altid velkommen til at komme og snakke med mig om de ting man er optaget af i Hadsten Boligforening. Det er der da også allerede nogle der har benytte sig af. Jeg tror på, at det hele går meget nemmere, hvis man mødes med folk i øjenhøjde” siger han og ligner en der mener det.

Christian bor sammen med sin familie i Odder og har en bred baggrund som både kok, socialrådgiver og coach og er derudover uddannet HA i Erhvervsøkonomi, Cand. Soc. og er i færd med at læse en Master i Ledelse. Han har siden 2013 arbejdet i den almennyttige boligsektor og har bred erfaring med beboerdemokrati, beboertrivsel, samarbejde med kommune og landsbyggefond m.m.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler