Der var genvalg til den siddende bestyrelse, da Hadsten Boligforening mandag aften d. 24. april afholdt generalforsamling i Lilleåsalen i Sløjfen.
Med knap 90 tilmeldte var der som sædvanlig god tilslutning til generalforsamlingen fra foreningens medlemmer. Formand Søren Peters-Lehm kunne i sin beretning fortælle, at foreningens resultat i år har været præget af store uforudsete prisstigninger, der har affødt et pres på de enkelte afdelingsbudgetter og medført et skærpet blik for tilbageholdenhed i forhold til ikke nødvendige renoveringsopgaver.
Særligt har priserne på el, vand og varme været svære at forudsige. Søren Peters-Lehm kunne dog også fortælle, at boligforeningen kontinuerligt tilpasser sig den virkelig, man møder og at man har formået at være omkostningsbevidste og derfor er lykkedes med at holde driftsomkostningerne i ro. I de kommende år er der behov for at øge henlæggelserne, så man undgår store huslejestigninger, når der f.eks. skal skiftes tag, vinduer eller installationer. Herved sikrer man, at man i boligforeningen har en attrakiv bolig her og nu og at de vedbliver med at være det, skriver han i sin beretning.
Generalforsamlingen godkendte beretningen, regnskabet og budgettet og herefter var der valg af fomand, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
Formand Søren Peters-Lehm blev genvalgt og det samme blev de genopstillede bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen består således fortsat af næstformand Karsten Byskov, Anja Skovfoged, Yvonne Martens og Jan Røjen.
Dirigenten takkede gor god ro og orden og herefter var foreningen vært for et par stykker smørrebrød og en vand.