Når man ruller ned ad Søndergade har man siden 1862 kørt forbi en ganske markant bygning beliggende lige midt i den rundkørsel, som Poul Kreativ i en revy har kaldt for Familiepizzaen
I 1862 og mange år frem var bygningen købmandsgård og hvis du følger Facebook-gruppen “Gamle Hadsten og de gode historier” har du nok flere gange læst Kurt Villys beretninger om Selio Georg Blichfeldt, der grundlagde købmandsgården og nok også om hans efterfølger Karl Larsen, der i bygningen fik skabt så stor og flot en forretning, at man i datidens dagblade kaldte den for Jyllands største landhandelsplads.
Da jeg var barn rummede bygningerne Langers FIAT-handel og siden Carlsens Gardiner og i dag rummer bygningen den græske restaurant Effesos samt Nybolig og Favrskov Dyreklinik og med nogle dejlige lejligheder ovenpå.
Det er i dag Jeppe Holm Ejendomme, der ejer huset og samme Jeppe Holm, har netop givet bygningen en ganske bekostelig overhaling, så den igen er kommet til ære og værdighed, som den ligger der som en flot indgangsportal til byens handelsstrøg.
Jeppe har endog fået malet et flot skilt, hvor der står “Den Gamle Købmandsgaard” som genkalder erindringen om den gang, hvor bygningen udgjorde en af områdets mest toneangivende købmandsforretninger. “Ja, jeg mødte Ove Rosenkvist en dag” fortæller Jeppe Holm til ByensNyt og han fortalte mig om bygningens fortid og så besluttede jeg mig for at få navngivet bygningen” fortæller han.
“Personligt kan jeg godt lide, når man renoverer de gamle bygninger med respekt for historien og det har jeg da også forsøgt at gøre og jeg er da selv ganske tilfreds med resultatet” slutter Jeppe Holm og det er vi enige i på ByensNyt.
Vi glæder os også dagligt over flere af byens gamle bygninger, som er sat i flot stand med respekt for det oprindelige udtryk og dem er der gudskelov flere af i byen.