23. oktober 2024

Ni rækkehuse klar og otte mere på vej i det sydlige Hadsten

Der har længe været efterspørgsel på rækkehuse i Hadsten med en størrelse på 100-120 kvadratmeter, og nu står ni stykker klar på Ravngårdsvej i det sydlige Hadsten og otte mere er på vej.

Det er Gert Bjerregaard der har stået for opførelsen af de ni rækkehuse, hvoraf de fire til en start bliver lejet ud, mens de resterende fem skal sælges gennem EDC Huset Hadsten. De første to lejere er allerede flyttet ind, mens interessen for de fem ejerboliger også er fin. Der er dog endnu ikke sat nogen underskrift, men Jens Christian Christensen fra EDC Huset Hadsten er sikker på, at det snart sker.

“Interessen har været fin, men det er klart nok, at mange har gerne lige ville se, hvordan rækkehusene rent faktisk kom til at se ud når de var færdige, hvilket de er nu, inden man tager en beslutning om at købe. Det er god kvalitet, tæt på skole og indkøbsmuligheder, og selvom at det lige nu er i udkanten af byen, så går der ikke mange år, før det ser anderledes ud. Hadsten vokser og det er i den her ende af byen det sker, så man flytter ind i et kvarter i god udvikling”, fastslår Jens Christian Christensen, der er medejer af EDC Huset Hadsten.

De første er flyttet ind, og som man kan skimte i baggrunden, så har man tæt til kirke om søndagen, hvor Over Hadsten Kirke er nærmeste nabo

Gert Bjerregaard er ganske godt tilfreds med de ni nye rækkehuse, og glæder sig over at de første allerede er flyttet ind. Samtidig sender han en stor tak og rosende ord mod Favrskov Kommune, som i følge Gert, har arbejdet yderst konstruktivt i hele processen.

“Nu er de første ni huse klar, og to af dem er allerede blevet lejet ud, så jeg er sikker på, at der snart er liv i alle ni boliger. Nu går vi stille og roligt i gang med otte mere, som bliver i samme stil, dog i to etager, og hvor jeg tænker at det bliver til udlejning, men hvor det også bliver muligt at købe, hvis man er interesseret i det. Jeg har bygget flere forskellige steder, både i Randers og Aarhus kommune, og jeg må sige, at jeg er meget tilfreds med den imødekommenhed jeg har fået fra Favrskov Kommunes side. De (kommunen) har virkelig været fleksible og gjort processen med at bygge meget let, så stor ros og tak for det”, lyder det fra Gert Bjerregaard der tilføjer:

“Man kan sagtens mærke, at det er en kommune der har stor tilflytning og har fokus på, at få tingene til at køre i et godt tempo, hvilket jeg til tider har oplevet i min egen kommune, Aarhus, som værende lidt mere omstændigt og langsommeligt”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler